En hårnål klemt inde bag panelet

*
Når jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.
*

jeg vågner om morgenen, er det som sædvanlig med det uforanderlige indre billede af mig selv som en syttenårig, der om lidt skal ud ad døren og møde en voksen verden fuld af gråsprængte autoriteter, jeg både frygter og beundrer, gør oprør imod og vil anerkendes af. Men når jeg kommer ned på gaden, opdager jeg, at næsten alle andre er yngre end jeg, og hvem af dem der er ansvarsfulde lærere, besindige læger, og hvem som er fandenivoldske rockmusikere, skal jeg ikke kunne sige, for i modsætning til tidligere kan jeg ikke aflæse deres profession og sociale og kulturelle tilhørsforhold via påklædningen, ansigtstrækkene, gestikken. I mine øjne er de næsten ens og i hvert fald alt for unge til at være voksne. Fra en subjektiv grundfølelse af altid at være i færd med at vokse ind i en mystisk og stemningsfuld, allerede foreliggende verden, hvis hemmeligheder jeg vil have del i, har jeg pludselig en fortabt fornemmelse af at befinde mig i en på én gang uforståelig og gådeløs fremtid, der, uden at jeg opdagede det, begyndte for længe siden.

Og jeg tænker på, om alt dette kun eksisterer, så længe han lever, eller om der findes en Evighed af øjeblikke, hvor alting altid er?

At mærke sit spyt på tungen er helt naturligt, men i samme øjeblik, det er spyttet ud, kan man (med et eksempel fra Ronald D. Laing) umuligt overvinde sig til at suge det i sig igen, for på trods af at spyttet ikke i sig selv har undergået nogen ændringer, har det passeret den afgørende grænse mellem inde og ude af kroppen, som er helt central for vores forestillinger om overhovedet at være et subjekt i verden, og hvis sløring er svanger med psykose. Og kunstige tænders umiskendelige obskønitet, tror jeg, netop skyldes, at de i modsætning til en paryk eller et træben passerer ind og ud af kroppen, som de med plak og slim forbinder sig med, men spøgelsesagtigt overlever.

sorgen over aldrig at skulle se dit ansigt igen er det mærkeligt nok en trøst, at jeg heller aldrig igen skal møde én som dig. For uanset hvor mange efterår jeg så selv har tilbage, vil du altid stadig have været i verden, så længe hver en anelse bortvendt skikkelse, der måske kunne minde om din, bekræfter dit fravær, som den glider forbi mig i regnen og jo alligevel ikke var dig.

Jeg er ikke i tvivl om, at denne drøm handler om at forsone sig med, at mens den tid, jeg brugte min ungdom på at erobre, nu flygter bagud og forsvinder, tilhører dagen i dag nogle andre og kaster sig allerede forover mod en fremtid, der i hvert fald aldrig bliver min, for tiden er ikke et objekt og kan derfor hverken besiddes eller undslippes, men nok i drømme forvandles til et vidunderligt rum.

Her møder jeg ingen steder mig selv og slet ikke i de andres blik, som bare ser en lille, gråhåret mand, der ligner så mange andre, som med pengenes behageligt upersonlige formidlere mellem mennesker med hver deres overvældende liv har købt sig et måltid, et værelse og retten til at være hvem som helst, så længe det varer.

at kunne værdsætte sig selv på trods af, at man har måttet nedjustere selvbilledet fra absolut enestående til i mange henseender bare banalt almindelig.

intet er ændret, er lige så uhyggeligt, som når alt er forandret;

Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket