Verden af i går

længe det endnu ikke lød på tugthus eller koncentrationslejr, blev mine bøger (i årene 1933 og 1934) trods alle vanskeligheder og chikanerier solgt næsten lige så talrigt som før. Den grandiose forordning »til det tyske folks værn« (»zum Schutz des deutschen Volkes«), der erklærede tryk, salg og spredning af vore bøger for statsforbrydere, måtte først gøres til lov, for at man med vold kunne få os trukket bort fra de hundredtusinder og millioner af tyskere, der endnu den dag i dag – hvis de måtte – hellere ville læse os og følge os i vort arbejde end alle de pludselige opreklamerede » Blut-und-Boden«-digtere.
At få lov til at dele denne skæbne: den fuldstændige litterære eksistenstilintetgørelse i Tyskland med så eminente samtidige som Thomas Mann, Heinrich Mann, Franz Werfel, Freud, Einstein og mange andre, hvis arbejder jeg finder ulige vigtigere end mine egne, har jeg snarere følt som en ære end som en skam, og enhver martyrgestus er mig i den grad imod, at jeg kun ugerne omtaler, hvordan jeg blev draget med ind i den fælles skæbne.

Intet er mere forkert. Det: at blive rig betyder for jøden kun et mellemstadium, et middel til at nå det sande mål, og på ingen måde det virkelige mål. Jødens egentlige og dybeste ønske og immanente ideal er det: at kunne svinge sig op til åndsniveauet og et højere kulturelt samfundslag.

Denne tro på det uafbrudte og uopholdelige »fremskridt« havde for hin tidsalder ligefrem en religions styrke i sig; man troede allerede mere på dette »fremskridt« end på Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye vidundere i videnskab og teknik, som hver dag bragte med sig.