En hertug til Clara

en af snavs og råddenskab ramte hendes næsebor og lagde en kvælende stank over alting.

Det sidste, han havde brug for, var anstrengelse og ophidselse, så Radford måtte hellere skrive til sin mor med det samme og advare hende.

”Han vil bare spilde din tid, fordi det vil more ham at gøre det,” sagde Radford. ”Du og jeg har nyttigere ting at tage os til. For nuværende har jeg i sinde at sende den skurk til Grumley i …” Han skulede vredt over mod døren. ”Hvem der? Hvor pokker er Tilsley?”

”Hvis De hentyder til Deres sekretær, står han ude på kirkegården og slås med en dreng.”

Selvom stemmen var utydelig gennem den lukkede dør, var den åbenlyst feminin. Og aristokratisk.

På trods af at Westcott ikke var lige så observant som sin ven – men hvem var også det? – konstaterede han med det samme, at udtalen hørte til i den øverste del af de øverste klasser. Nogle af hans klienter kom fra denne ophøjede verden, så han skyndte sig hen til døren og åbnede den.

D