Fire vinduer bliver åbnet: to på første sal og to på anden. Prøvende stikkes en hånd ud ad hvert vindue. Regndråberne springer op fra fire håndflader i små plask. Synkront stikker de alle fire hovedet ud og kigger først ned på vandet, der løber som en lille flod i gaden, og derefter op mod den tætte himmel. Ingen af dem får øje på hinanden. De ser kun regnen. Det er angsten, der driver dem. Driver dem som vandet, der fortsat løber ned ad ruderne i hver deres lejlighed.
Mens regnen ubønhørligt siler ned over en unavngiven by, lever fire lejere hvert deres liv i en gammel beboelsesejendom. Særprægede og adskilte. Den eneste i huset, der umiddelbart virker normal, er viceværten. Efter ugers uafbrudt regn, mens vandet stiger overalt, finder de fire lejere en dag viceværten død. For første gang må de se hinanden i øjnene, og sammen efterforsker de, hvad der er hændt.
Regnfaldet er en fortættet fortælling, der bevæger sig på kanten af det realistiske. De fire lejeres blik på sig selv og verden fører til små, mystiske hændelser — magiske træk i historien, der afspejler personernes kæntrede virkelighedsopfattelse.
