Kings of Jutland

„Tak for turen. Og hyg jer.“
De vinkede begge to, da vi slentrede op mod Nytorv for at tage bussen hjem til Aalborg Øst.
„Har du penge til billetten?“ spurgte Ronny.
Jeg rodede i mine lommer.
„Ikke en krone.“
„Pis,“ sagde han. „Det har jeg heller ikke.“
„Det er typisk …“ begyndte jeg. „Vi har lige haft en fucking halv million, og nu har vi ikke engang …“
Han lagde en hånd på min skulder.
„Rolig nu, min dreng,“ sagde han. „Så må vi jo bare bruge det gode gamle trick.“
Der stod heldigvis to mødre med hver sin barnevogn. Vi holdt os tæt til dem, uden at det blev mistænkeligt, og da bussen standsede, og dørene gik op, skyndte vi os at tilbyde vores hjælp med at få barnevognene op i bussen. Som altid smilede mødrene taknemmeligt, mens vi i den almindelige forvirring dukkede os for at undgå chaufførens blik i bakspejlet, hvorpå vi uset kunne luske ned og sætte os på de bagerste sæder.
Vi kørte uden at sige noget. Udenfor suste Ålleren forbi. Vi passerede den opgang, hvor Ane bor. Det sidste halve år har jeg stået mange gange i mørket og kigget op på de oplyste vinduer i lejligheden. En enkelt gang har jeg endda taget mig sammen og er skrået over gaden og har placeret pegefingeren på ringeklokken nede i porten. Men modet svigtede mig, da det gjaldt. I morgen, tænkte jeg, i morgen inviterer jeg hende fand’me ud og spise.

Jeg ved, hvordan Ronnys lidt særprægede barndom har givet ham et anstrengt forhold til uniformerede autoriteter som strømere og fængselsbetjente

vander hans plante og fodrer hans elskede hvide rotte, Sniffer