Skatteøen

Han greb så hårdt om min skulder, at jeg var lige ved at skrige, og bevægede benene, som var de den rene dødvægt.

Og John førte hånden til panden med den højtidelige bevægelse, der fik mig til at mene, at ingen var bedre end han.

vågent udkig efter en sømand med ét ben« og lade ham det vide i samme øjeblik, han viste sig. Ganske ofte hændte det dog, når det blev den første i måneden, og jeg anmodede ham om min løn, at han prustede hånligt og stirrede ondt på mig. Men før ugen var omme, kom han altid på bedre tanker, bragte mig min firpenny og gentog sin ordre om at holde udkig efter »sømanden med ét ben«.
Jeg behøver næppe at fortælle, at denne person forfulgte mig i drømme. I stormfulde nætter, når blæsten ruskede og peb om de fire hushjørner, og brændingen bragede langs bugten og op mod klipperne, så jeg ham i tusind skikkelser og med tusind djævelske udtryk. Somme tider var benet sat af ved knæet, somme tider ved hoften. Så var han et forfærdeligt uhyre, der aldrig havde haft mere end ét ben, som tilmed sad midt på kroppen. Mit værste mareridt var, når jeg så ham springe op og forfølge mig over diger og grøfter. Alt i alt betalte jeg temmelig dyrt for mine månedlige penge med disse groteske fantasier.
Men selv om jeg var rædselsslagen ved tanken om den etbenede sømand, var jeg ikke nær så bange for kaptajnen som alle andre, der kendte ham. Der var nætter, hvor han nød en hel del mere rom end hans hoved kunne tåle. Og så sad han somme tider og sang sine onde, gamle, vilde sømandsviser uden at tage hensyn til andre. Men til andre tider gav han en omgang til alle og tvang hele det rystende selskab til at høre på hans historier eller synge med på omkvædet. Jeg har ofte hørt huset ryste under hans »Hiv-o-høj, og en hel flaske rom«, mens alle var ved at dø af skræk og sang med af fuld hals. Den ene skrålede højere end den anden for ikke at blive bemærket. Under de anfald var han mere hensynsløs end nogen anden. Han hamrede i bordet med knytnæve for at få stilhed. Han fløj op i raseri over et spørgsmål, men somme tider også, hvis ingen spurgte om noget, og han derfor troede, at ingen hørte efter. Han ville heller ikke tillade, at nogen forlod kroen, før han selv var vaklet døddrukken op i seng.
Hans historier var det, der mest af alt skræmte folk. Det var grufulde historier om folk, der blev hængt og gik planken ud, og om storme til havs og Tortugasøerne og frygtelige begivenheder og steder

udkig efter en sømand med ét ben« og lade ham det vide i samme øjeblik, han viste sig. Ganske ofte hændte det dog, når det blev den første i måneden, og jeg anmodede ham om min løn, at han prustede hånligt og stirrede ondt på mig. Men før ugen var omme, kom han altid på bedre tanker, bragte mig min firpenny og gentog sin ordre om at holde udkig efter »sømanden med ét ben«.
Jeg behøver næppe at fortælle, at denne person forfulgte mig i drømme. I stormfulde nætter, når blæsten ruskede og peb om de fire hushjørner, og brændingen bragede langs bugten og op mod klipperne, så jeg ham i tusind skikkelser og med tusind djævelske udtryk. Somme tider var benet sat af ved knæet, somme tider ved hoften. Så var han et forfærdeligt uhyre, der aldrig havde haft mere end ét ben, som tilmed sad midt på kroppen. Mit værste mareridt var, når jeg så ham springe op og forfølge mig over diger og grøfter. Alt i alt betalte jeg temmelig dyrt for mine månedlige penge med disse groteske fantasier.
Men selv om jeg var rædselsslagen ved tanken om den etbenede sømand, var jeg ikke nær så bange for kaptajnen som alle andre, der kendte ham. Der var nætter, hvor han nød en hel del mere rom end hans hoved kunne tåle. Og så sad han somme tider og sang sine onde, gamle, vilde sømandsviser uden at tage hensyn til andre. Men til andre tider gav han en omgang til alle og tvang hele det rystende selskab til at høre på hans historier eller synge med på omkvædet. Jeg har ofte hørt huset ryste under hans »Hiv-o-høj, og en hel flaske rom«, mens alle var ved at dø af skræk og sang med af fuld hals. Den ene skrålede højere end den anden for ikke at blive bemærket. Under de anfald var han mere hensynsløs end nogen anden. Han hamrede i bordet med knytnæve for at få stilhed. Han fløj op i raseri over et spørgsmål, men somme tider også, hvis ingen spurgte om noget, og han derfor troede, at ingen hørte efter. Han ville heller ikke tillade, at nogen forlod kroen, før han selv var vaklet døddrukken op i seng.
Hans historier var det, der mest af alt skræmte folk. Det var grufulde historier om folk, der blev hængt og gik planken ud, og om storme til havs og Tortugasøerne og frygtelige begivenheder og steder

I stormfulde nætter, når blæsten ruskede og peb om de fire hushjørner, og brændingen bragede langs bugten og op mod klipperne, så jeg ham i tusind skikkelser og med tusind djævelske udtryk.