Blodlag

Hun tænkte på Max’ børn, der ikke engang havde ringet til ham og ønsket ham god påske. Det fik hende til at sætte vinglasset fra sig og skrive i bogen:
I elvernes verden er der ingen skænderier og ingen konflikter, elverne lever i fuldstændig harmoni. Hvordan kan det lade sig gøre?
Det skyldes, at de er så fordomsfrie. Elvernes store gave er, at de, i modsætning til mange snæversynede mennesker, kan se tingene fra alle vinkler på en gang, og derfor bliver de aldrig uenige om noget. De kender deres plads i verden og helliger sig vigtigere ting end at skændes.
Men engang for længe siden havde elverne jo faktisk været i krig med troldene. De havde kæmpet, så blodet flød. Skulle hun skrive om det?
Et æggeur begyndte at ringe bag hende. Æggene var færdige, hun tog kasserollen af komfuret og lod det kolde vand løbe ned over dem.
Der var tolv æg, de var hvide og hårde, men Vendela ville ikke spise nogen af dem. Hun havde vundet kampen over sulten, efter hun var kommet til øen, og hvis hun bare kogte tilstrækkeligt mange æg, kunne Max ikke tjekke, om hun spiste nogen eller ej.
Hun gik tilbage til bænken og fortsatte med at skrive:
Elverne er jo mere sjælelige end kropslige, de har forstået, at det ikke er godt, hvis man dyrker kroppen for meget. I sjælen findes kærligheden til resten af verden, men i kroppen findes begæret efter den, og når begæret tager magten, opstår der en kamp mellem krop og sjæl, og det er sjælen, der taber.
Vi mennesker mister let kontrollen over kroppen, fordi vi vil erobre så meget som muligt med den, men det gør elverne aldrig. Vi går rundt i en ond cirkel, vi ikke kan komme ud af, mens elverne leger på engene.
Vendela så noget bevæge sig ud ad øjenkrogen og holdt op med at skrive. Hun drejede hovedet.
»Hej, Ally,« sagde hun.
Det var Aloysius, der var kommet ud i køkkenet – uden at støde snuden imod dørkarmen, og det gjorde han ellers så tit. Han gik forsigtigt hen til hende over vinylgulvet. Han gik langsomt, men lige.
»Hvordan har du det?« sagde