Store Kongensgade 23

, det undrer mig, når jeg tænker på dette halve århundrede, hvor jeg har mødt de fleste af de mennesker, som virkelig har fået betydning for mig, hvor hele min arbejdsindsats ligger, hvor kunst og litteratur og musik er strømmet igennem mig, hvor tanker er opstået, er blevet forfulgt og ført til ende, hvor jeg er blevet gift og skilt, og min ungdomskæreste døde efter mange års frygtelig sygdom, hvor pludselige inspirationer raserede hjernen og ryddede bordet, mens de varige erkendelser til gengæld ankom så på én gang diskret og distinkt, som lyden af en dråbe, der rammer køkkenvaskens bund, hvor forelskelser og fortrydelser, sex og venskaber og dramatiske fjendskaber og rejser rundt i verden har fyldt dagene og drømmene, mens samtalerne med de andre flettede sig ud og ind af hinanden og fortsatte og blev afbrudt og genoptaget, når vi mødtes igen en tilfældig tirsdag på Café Blå Time.

Er der et enkelt år eller sted i et menneskes liv, der efterhånden, som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste? Punktet, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum, hvis betydning man selvfølgelig ikke erkender før langt senere?
Ja, det er der, og man skal ikke have talt længe med et andet menneske, før man kan indkredse tid og sted for dette mærkelige brændpunkt i vedkommendes liv. For efterhånden som vi bliver ældre, fortæller vi de samme historier igen og igen, og også her skal en historie fortælles, som jeg har fortalt (noget af) før, men som forfatter er man jo også tekstens første læser, så jeg gør det i håbet om, at jeg, mens jeg fortæller, kommer til at skrive noget, der vil overraske mig selv og måske derfor også vil være værd at læse for andre.
Og ikke blot derfor, for hvorfor skriver man overhovedet? For at udsætte døden, for at vinde sin elskede tilbage, for at indfange og eviggøre øjeblikke, der ellers for altid ville være gået tabt, og, omvendt, måske for at slippe af med andre øjeblikke i håbet om at de ikke vil hjemsøge en i det uendelige. For at bortøde sine erfaringer, så man med en ny uvidenhed kan fortælle den samme historie igen.
For mit vedkommende er stedet Store Kongensgade 23, 4. sal, hvortil familien var flyttet fra Stevns, fordi min far, der var bankmand, blev ansat i Bikubens hovedsæde i Silkegade, mens tidspunktet strækker sig fra d. 12. august 1972 og et års tid frem, og her oplevede jeg som seksten-syttenårig ting, der var så tunge, at jeg på en måde slet ikke kan huske dem, og andre så vidunderlige, at jeg erindrer dem i de skarpeste detaljer. Og selvom det naturligvis er typisk, at denne magiske enhed af tid og sted, som bliver ved og ved at trække tankerne til sig, for langt de fleste ligger i puberteten, omvæltningens tid par excellence, undrer det mig alligevel, at dette ene, fjerne år i mit liv ikke for længst er blevet overskygget af de næste halvtreds, fortættet begivenhedsrige, år.

Forsvandt de som en opskræmt fugleflok, fordi min mor blev ramt af knaldhård formørkelse, eller var der sket noget blandt dem, som havde udløst en depression, hun muligvis altid latent havde båret på? Det har jeg spekuleret meget over, selvom jeg måske ikke ønsker at kende svaret, som heller ikke findes i hendes familiekrønike, hvor ingen af disse engang så vigtige personer mærkeligt nok er nævnt med et ord. Og denne forbigåelse er altså min mors disposition, som jeg ingen ret har til at anfægte, for ligesom Store Kongensgade 23 for mig er stedet, hvor passerens spids er placeret, men for mine brødre og forældre måske kun en adresse på deres vej gennem livet, kan disse mennesker, som jeg jo så med et stort barns fortryllede blik, i virkeligheden have betydet mere for mig end for min far og mor, hvis tavshed om dette højdepunkt i min barndom jeg må respektere, for „man bestræber sig nogle gange på at glemme den lille flok der har styret begyndelsen af ens liv“, som Patrick Modiano skriver i Memory Lane.

Men når jeg tænker tilbage på mig selv i dette efterår, afløses billedet af den forkomne blaffer på Gammel Køge Landevej langsomt af en fyr, som går på opdagelse i den uoverskuelige by, og umærkeligt drejes ensomheden hen imod lettelsen over at være alene og fri for de blikke, som stak i nakken, når man gik på provinsbyens gader, der alle endte på samme forblæste torv. Og netop fordi jeg kom udefra, var København for mig ingen triviel selvfølge, men en fremmedartet skønhed, jeg nærmede mig med lige dele frygt og forelskelse og intense, anelsesfulde drømmerier om alt det vidunderlige, som ville møde mig her, hvor alt kan ske, og selv de mest dagligdags fænomener i den oktobermørke by blev genstand for fascination: lyssøjlen, der pludselig tændes i en opgang lidt længere fremme, S-toget, der ved Nørrebro Stations højbane rasler tæt forbi køkkenvinduer, hvor beboerne står og vasker op, hemmelighedsfulde skikkelser i en port, baggårdenes skumrende æskesystem, oktober, hvor alle hvide lygters vidunderlige klarhed kulminerer.

Herfra bliver hun udskrevet 8. januar 1973, men må allerede 6. marts samme år til Montebello i Helsingør, hvorfra hun overføres til Rigshospitalets lukkede afdeling, som giver 14 chokbehandlinger, før hun udskrives 9. november. Men 2. april 1975 indlægges min mor igen, nu på Sankt Hans Hospital i Roskilde, hvor hun – bortset fra syv sommeruger – opholder sig resten af året, mens hun flyttes fra den ene afdeling til den anden. På en af disse afdelinger behandles hun af psykiateren Mogens Jacobsen, der ikke interesserer sig for hendes en halv meter høje journal, men for hende, og simpelthen ved samtaler får hende ud af både depressionen og medicinen, så hun i januar 1976 kan udskrives fra det psykiatriske system, som hun aldrig siden vender tilbage til, da hun hurtigt – og for altid – trapper sig ud af medicinen og

Jeg frygter udviskningen af de sekundære kønskarakteristika, hvor de blødgjorte ansigtstræk og fedtet om hofterne gør mænd om ikke kvindelige, så dog fratager dem meget af deres maskulinitet, mens den grove hud i ansigtet og hændernes fremstående årer nedsætter ældre kvinders kvindelighed, så det bliver helt afgørende, at beklædningen markerer kønsforskellen: Hvad kan en skarp blazer og en smukt skåret nederdel dog ikke gøre for at bevare vores værdighed som mænd og kvinder, og hvor trist som fanden er det ikke at se et ældre ægtepar, som iført ens vindjakker og selvlysende kondisko helt har kapituleret til det praktisk behagelige og nu ligner to leverplettede melboller hældt ned i uformelige stofposer?

frygter udviskningen af de sekundære kønskarakteristika, hvor de blødgjorte ansigtstræk og fedtet om hofterne gør mænd om ikke kvindelige, så dog fratager dem meget af deres maskulinitet, mens den grove hud i ansigtet og hændernes fremstående årer nedsætter ældre kvinders kvindelighed, så det bliver helt afgørende, at

Lindgrens diagnose virkede så meget des mere overbevisende, som jeg følte mig ubehageligt truffet. For også jeg oplever, at tiden er gået mig forbi. Når jeg om morgenen ligger og skvulper et sted mellem vågen og søvn, mærker jeg, hvordan jeg er i færd med at forlade en velkendt – men ikke af den grund konfliktløs – datid, der omsluttede mig i drømme, og hvordan små kolde bølger i hastig rækkefølge kaster mig ind i en fremmedartet nutid, som jeg efterhånden er så meget ude af sync med, at jeg til tider føler mig som et kuriosum. Stort set forstår jeg da udmærket avisernes omtaler og anmeldelser af nye bøger, udstillinger og koncerter, men stadigt flere af referencerne er mig ukendte, og omvendt kommer det hver gang bag på mig, når intelligente og velorienterede mennesker, som måske kun er femten år yngre end jeg, keder sig gudsjammerligt over Hitchcocks Vertigo, fordi den, mesterværk eller ej, går alt for langsomt, og aldrig har hørt om hverken Lyndon B. Johnson, kommissær Maigret eller Dusty Springfield, der alle er uudslukkelige stjerner i mit solsystem.
Da Ole Sarvig sprang ud ad vinduet, var han lige fyldt tres, Tove Ditlevsen tog sit liv som syvoghalvtredsårig, mens Frank Jæger kun var enoghalvtreds, da han døde af druk. Tiden var gået dem forbi, og som femogtresårig har jeg nu levet længere end nogen af dem og ser hver morgen mig selv i spejlet som et genfærd. Nå, nå, og det skulle komme fra mig, som altid afviser voksne mænds klynken over at fylde halvtreds og miste deres ungdom med, at jeg ikke modtager klager over, at de har fået lov til at leve så længe, for kigger jeg tilbage, ser jeg alt for mange, som døde alt for unge: Min ungdomskæreste Annemette, så lysende smuk, bøjet over sine uroligt ornamenterede blyantstegninger, som hun slap af syne, efterhånden som hun forstenedes af rædsel over sin langsomme sygdom, Michael, som jeg løb ind i på Classensgade og talte kunstigt med om alt muligt andet end den kemoterapi, som jeg jo ellers udmærket så kun havde efterladt nogle få dun på hans hoved, Majken, der ringede fra Aarhus og fortalte, at hun pludselig var blevet gul over hele kroppen og bad mig om at læse digte op til sit bryllup, som hun lige nøjagtigt nåede.

Hvad jeg først og fremmest forbinder med Store Kongensgade 23, er den susende følelse af, at nu begynder fremtiden, og hver gang jeg besøger adressen, fylder synet af huset mig med intens, berusende forventning til en kommende tid, som om dette hus, som det snart er halvtreds år siden, jeg boede i, på hemmelighedsfuld vis udgør selve stedet, hvorfra al fremtid for altid vil udstråle, selvom det selv tilhører fortiden.

Længe havde jeg frygtet efter hendes død at vågne op i panik over, at hun ikke længere var i verden, men når det ikke er sket, er det nok, fordi hun har givet mig kærlighed nok til også at kunne leve uden hende. Men af og til bliver jeg ramt af en pludselig sorg over aldrig mere at skulle høre hendes stemme sige mit kælenavn, som kun var mellem hende og mig og derfor her skal stå med usynligt blæk.