Naturens lys

Natura-skikkelsens „undergang,“ Pans død om man vil, fik ligeledes den følge, at det kristne gudsbegreb mistede jordforbindelse; den religiøse stræben gik fra jorden mod himlen, menneskeligt set fra halsen og opefter, og alt, hvad der måtte befinde sig derunder svækkede den livsnødvendige forbindelse til Gud og trak mennesket bort fra Gud. I en vis forstand bristede forbindelsen helt og menneskenes vilkår i denne verden blev, som kirkefædrene yndede at sige, som peregrinantes a Domino, det vil sige som pilgrimsrejsende eller omflakkende langt fra Herren og det himmelske fædreland, hjemløse på den jord, der engang havde født dem

skabte selv at påbegynde og gennemføre egne bevægelser. For selv om de intet kan være uden ham, er de ikke, hvad han er

afgrøder til dyr og mennesker. Han kender og ordner ikke blot de første, men også de efterfølgende årsager. Han har fastsat månens forhold. Han giver baner i himlen og på jorden for rumlige bevægelser. Han har tilstået menneskeånden, som han har skabt, viden i forskellige discipliner til hjælp for livet og naturen. … Disse ting skaber og bevirker den ene, sande Gud, men som Gud, det vil sige som den, der er helt og fuldt overalt, ikke indesluttet på noget sted, ikke bundet af nogen lænke, ikke til at splitte op i dele, ikke foranderlig i nogen henseende, han, som fylder himmel og jord med sin nærværende magt og en natur, der intet mangler. Han forvalter alt, som han har skabt, på en sådan måde, at han tillader det

han vil, og han fordriver sygdomme, gennem hvem han vil. Han styrer også selve krigenes begyndelse, udvikling og afslutning, når menneskeslægten skal forbedres og tugtes på den måde. Han har både skabt og styrer den voldsomme og ødelæggende verdensild, så det passer med balancen i den vældige natur. Han er skaber og styrer af alle vande. Han har skabt solen som den mest strålende af alle lyslegemer og givet den en tilsvarende kraft og bevægelse. Han har end ikke unddraget selv underverdenen sit herredømme og sin myndighed. Han har sørget for føde til de dødelige, enten fast eller flydende, og knyttet dem til egnede naturformer. Han har grundlagt jorden og gjort den frugtbar, og han har i rigt mål givet dens

Vi dyrker den Gud, der har fastsat begyndelse og afslutning på eksistens og bevægelse for de naturer, han har skabt. Han har tingenes årsager i sin magt, kender dem og disponerer over dem. Han har grundlagt sædekornenes kraft. Han har lagt rationel sjæl, som kaldes ånd ind i dé levende væsener, han har villet. Han har givet talens evne og brug. Han har ladet de ånder, han har villet, få del i den gave at kunne forudsige det fremtidige, og han forudsiger selv fremtiden, gennem hvem

Næsten hundrede år tidligere, i begyndelsen af det 3. århundrede (altså endnu før kristendommen blev statsreligion) skrev Lactantius en omfattende traktat om de falske og ikke-kristne forestillinger. Han bebrejder de hedenske folk og de hedenske filosoffer, at de dyrker naturen som guddommelig og „fejlagtigt troede, de kunne støtte sig til andet, end den ene sande Gud, som skabte os, og som alene skal dyrkes og æres. De var nemlig,“ fortsætter han, „uvidende om, hvem der har skabt verden eller ønskede at vildlede andre med, at intet er blevet skabt af Guds ånd, og de sagde, at det er naturen, som er moder til alle ting (naturam esse dixerunt rerum omnium matrem). Ved at tro, at al ting blev til af egen kraft, afslørede de deres uforstand.“ Han fortsætter med enkle, vægtige ord: „Thi naturen, når man ser bort fra den guddommelige magt og forsyn, er intet i sig selv. Så hvis de kalder naturen for gud, hvilken fordrejning det er at kalde det naturen frem for Gud! (quae perversitas est naturam potius quam Deum nominare). Det forholder sig således, at der må være en guddommelig ånd, som ved sit forsyn understøtter alle ting med et princip for deres tilblivelse. Hvis naturen er himlen og jorden og alt, som er blevet til, så er naturen ikke Gud, men Guds værk.“21