da
Kitaplar
Carl Henrik Koch

Descartes

  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Hvis følelserne er virkninger af sjælens tætte forening med kroppen og derfor er tegn på, at mennesket er et helt og virkeligt menneske, er det absurd at tro, at de vil kunne elimineres. Følelseslivet er ud fra Descartes opfattelse en del af menneskets væsen og ikke et bedrøveligt vilkår, som mennesket er underlagt og må tåle. Følelser er tværtimod kilden til de største glæder, dette liv har at byde på. Skønt mennesket således er et følende væsen, er det ikke i sine følelsers vold. Følelserne får os til at ville det, der gavner vort legeme, men viljen er i overensstemmelse med sin natur så fri, at den i princippet aldrig kan tvinges til noget (AT XI, 359). Den vise kan derfor gøre sig til herre over sine følelser. Stoikernes ideal om den vises apati er derfor udtryk for en livsholdning, som Descartes ikke kunne dele.
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Eftersom det ikke er upassende for en filosof at tro på, at Gud kan bevæge et legeme, skønt han ikke anser Gud for legemlig, er det heller ikke upassende at tro noget lignende om andre ulegemlige substanser [herunder fx den menneskelige sjæl]. Og skønt jeg ikke tror, at nogen handlemåde i samme betydning kan tilskrives Gud og det skabte, må jeg dog indrømme, at den eneste idé jeg kan finde i min bevidsthed om den måde, hvorpå Gud eller en engel kan bevæge materien, ikke er forskellig fra den, jeg har om materien, og som gør, at jeg er overbevist om, at jeg ved min tanke kan bevæge min krop«
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Når bevidstheden fx tænker på en trekant, kan den bevise sætninger om trekanter, uanset at der måske ikke i virkeligheden findes trekanter, men som må gælde for trekanter, hvis disse overhovedet eksisterer. Dette skyldes, at alt, hvad der erkendes klart og distinkt om matematiske eller geometriske emner, må være træk, som de nødvendigvis har, dvs. træk som udgør deres essens eller følger af den. Dette vil jo igen sige, at hvis der findes en materiel verden, så kan denne – som tidligere vist – bestemmes rent matematisk og geometrisk, og alt, hvad der kan bevises ud fra disse bestemmelser, må være ubetvivleligt sandt. Hermed har Descartes nået det mål, som han har sat sig, nemlig metafysisk at retfærdiggøre sin mekaniske naturopfattelse, dvs. sin naturfilosofi – under forudsætning af, at der findes en materiel verden.
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Der findes altså højst to slags genstande eller endelige substanser i den cartesianske metafysik, nemlig de udstrakte eller materielle (res extensa, dvs. udstrakte ting) og de tænkende eller åndelige (res cogitans, dvs. tænkende ting). De udstrakte genstande udgør det fysiske univers, som de tænkende ikke er en del af. Hvor renæssancenaturalismen mente, at alt værende er af samme art, hævder Descartes, at der findes to fundamentalt forskellige former for væren. Over for renæssancenaturalismens monisme (af græsk ‘monos’, én) stillede Descartes sin dualisme (af latin ‘duo’, to). Denne dualisme rejste et problem, som blev kort berørt i den sjette og sidste meditation, nemlig problemet om hvorledes det legemlige kan indvirke på det åndelige, og det åndelige på det legemlige. Det første er tilfældet, når påvirkninger af sanseorganer resulterer i sanseindtryk, det andet, når fx vi ved en viljeshandling beslutter os til at bevæge armen, og dette så rent faktisk sker.
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Den tredje kommentar er, at karakteristikken af henholdsvis bevidstheder som tænkende væsner og materielle genstande som udstrakte viser, at det eneste træk, de to arter af genstande har tilfælles – stadig under forudsætning af, at der eksisterer en materiel verden – er det, at de begge eksisterer i tiden. Hvor en materiel genstand er en rumlig, dvs. en udstrakt størrelse, er et åndeligt væsen en urumlig, dvs. en uudstrakt genstand
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Den anden kommentar går ud på, at den materielle eller legemlige verden, som Descartes bestemmer, er en rent geometrisk verden. De materielle genstande udfylder i kraft af deres udstrækning et rum, deres form kan beskrives geometrisk og deres position, hastighed og varighed kan fastlægges ved hjælp af tal.
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Descartes’ karakteristik af de materielle genstandes essens muliggør således en matematisk beskrivelse af den materielle verden – hvis den eksisterer – forud for ethvert forsøg på at gøre det.
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Ideen om materielle genstande er – på samme måde som ideen om en tænkende ting – medfødt. De materielle genstandes essens er at være tredimensionale kvantiteter, de er sammensat af et bestemt antal dele, de har en form, en rumlig position, en bevægelsestilstand, og hvis de eksisterer, har de en bestemt varighed. Disse væsenskendetegn opleves klart og distinkt, og de synes at have været i bevidstheden både som almene (fx form) og som specificerede (fx kugleform med en bestemt radius), før den begyndte at tænke på dem. Måske eksisterer der slet ikke materielle genstande, men når bevidstheden tænker på dem, må den tænke dem udstyret med disse egenskaber. Fordi de ikke er underkastet viljen, kan de ikke være fantasiforestillinger. Da bevidstheden kan tænke en ubestemmelig mængde af størrelser, antal, former, positioner, bevægelsestilstande og varigheder, kan ideer om dem ikke stamme fra sanserne eller fra forestillingsevnen.
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Når vi fælder udsagn, indgår der to evner, dels fornuften, dvs. evnen til at erkende ideer, dels viljen, dvs. evnen til at vælge og til at fælde udsagn
  • Jacob Thybringalıntı yaptı6 yıl önce
    Hvad betyder det, at Gud har skabt mennesket som et væsen, der ikke er ufejlbarligt? Når vi siger, at mennesket ikke er ufejlbarligt, fraskriver vi det en egenskab, eller vi benægter, at det besidder den pågældende egenskab. Men, siger Descartes, vi kan fraskrive en genstand en egenskab i to betydninger. Når vi fraskriver et voksent menneske den egenskab at kunne gå, fraskriver vi ham en egenskab, som han i kraft af at være et menneske burde have haft, dvs. vi peger på en mangel ved ham. En sådan fraskrivning kaldte middelalderfilosofferne en privation, dvs. en berøvelse. Hvis vi derimod fraskriver et menneske evnen til ved egen kraft at kunne flyve, fraskriver vi ham blot en egenskab, som han rent faktisk ikke har, men som han ikke i kraft af at være menneske skulle have. Middelalderens filosoffer kaldte en sådan fraskrivelse en negation, dvs. en benægtelse. Hvis menneskets fejlbarlighed er en privation, har Gud skabt et mangelfuldt væsen, dvs. han er årsag til noget mangelfuldt; hvis fejlbarlighed er en negation, har Gud blot undladt at skabe noget fuldkomment, men han har ikke skabt noget med mangler. Skønt Gud har skabt mennesket som et endeligt væsen og undladt at gøre det ufejlbarligt, er det ikke sådan, at Gud direkte har givet mennesket en egenskab, der får det til at fejle. I forhold til Gud er menneskets fejlbarlighed en negation og ikke en privation.
fb2epub
Dosyalarınızı sürükleyin ve bırakın (bir kerede en fazla 5 tane)