Dybet

Dybet er fjerde selvstændige bog i Michael Katz Krefelds populære serie om privatopdageren Ravn, der bor på sin båd i Christianshavns kanal sammen med sin engelske bulldog Møffe.

– Jeg fortalte det samme til dem, som jeg fortalte dig.

han ikke væk. Hun satte hænderne i siden, og barmen skvulpede som et frådende hav

om hun skal leve eller dø.

– Hun er stadig i live, fløj det ud af Ravn, – så lad

Han spejdede efter et par af bilerne, der passerede, og bemærkede kassevognen med to håndværkere i.

farlig og advarede offentligheden mod at forsøge at pågribe ham, men opfordrede til, at man i stedet straks kontaktede politiet, hvis man fik kendskab til hans opholdssted

Det eneste, han med sikkerhed vidste, var, at han blev våd i røven af at sidde her på jorden, så han rejste sig op.

1.

Hvidovre, 1993
Det var blevet mørkt. Og frosten bed

– Det tvivler jeg på, ældre fyr.
–

65.

– Hvad venter de på? råbte Ravn og så på indsatslederen. – Det er ham. Det er Kasper. I har target!
Indsatslederen så på Brammer. – Går vi ind?
– Hvor tæt er de på?
Indsatslederen tog walkie-talkien op til munden. – Delta, jeres position?
Der gik et øjeblik, så skrattede walkie-talkien. – Vi står standby ved broen. Der er en sti, som vi kan følge. Men det er noget lort med det laserlys ... Blænder vores nightvision.
– Stand by, Delta. Indsatslederen så på Brammer. – Skal vi vente på Beredskabsstyrken? De er halvandet minut fra deres punkt på Avedøre Havnevej.
Brammer nikkede. – Vi venter.
Ravn rystede på hovedet. – Det er en fejl, Brammer, Morten er slet ikke trænet til det her. Han vendte sig om mod Mikkel efter opbakning. Men Mikkel så væk.
– Fuck! råbte Ravn.

Kasper spærrede for den eneste vej, som førte ud af lysningen og tilbage mod broen. Den lange læderfrakke og det kulsorte hår fik ham til at gå i ét med mørket. Kun hans blege, markerede ansigt stod frem og lyste som en dødsmaske. – Er det første gang, du er tilbage? Er det?
– Ja ... Ja, hvorfor? stammede Morten.
– Har du da været bange?
– Hvad skulle jeg være bange for? sagde Morten og skjulte sine rystende hænder i frakkelommerne. – Har ... ikke haft nogen grund til ... at vende tilbage til den her lorteby.
– Måske du var bange for spøgelser? Du ser nemlig liiidt bange ud, sagde Kasper. Han trak en stor machete frem fra skulderhylsteret, han bar, og lod den hvile mod sin skulder med den sløve side nedad. – Lidt som dengang med tøsen. Da var du også bange. Ma-ri-a, sagde han og lo. – Hold kæft, du blev ræd, da jeg stak hende. Det havde du ikke set komme, vel? Men du var også fascineret af alt det blod, som stod ud af hende. Han nikkede eftertænksomt. – Det er noget mærkeligt noget, ikke? På en gang væmmes man, og alligevel vil man gerne have mere.
– Var det derfor, du gjorde det?
Kasper rynkede panden. – Nu lyder du som en af psykologerne? Er du blevet psykolog?
– Nej nej ... jeg er bare nysgerrig.
– Du ser ikke nysgerrig ud. Mere bange. Har du noget at være bange for? spurgte Kasper og så sig over skulderen. – Ved du noget, som jeg ikke ved?
– Hvad ... skulle det være? sagde Morten og sank sit spyt.

– ... ja, hvad fanden ved jeg? lød det fra Kasper i kommandostadets højtaler.
– Du kan ikke vente længere, Brammer. Ravn så indtrængende på ham. – Hvis vi ikke går ind og kontrollerer situationen, spiller vi det hele i hænderne på ham. Det ender galt, det her.
– Der er styr på det, Ravn. I øvrigt har target lige frikendt vores mand for det gamle drab. Det må da være en god nyhed for dig?
– Det hjælper ikke Morten synderligt, hvis han dør derinde, svarede Ravn tørt. – Få ham nu ud.