Ovanienprofetierne #1: Skyriel

„Hør her! Jeg er Alainon Domwiz’ fosterdatter,“ hvæsede hun. „Han har brug for din hjælp!“

Elys så hende overrasket i øjnene. Et øjeblik hvilede hans hænder stadig på brysterne indtil han forfjamsket trak dem til sig. Han fik øje på stjernen.

„Ved Gudinden! Er det muligt? I må jo være ...“ udbrød han lavmælt. En rødmen skød op i hans kinder. „Tag tøjet på.“

Ledón Zorak trak på skuldrene.

„Med tanke på Lucretia finder du nok på noget.“ Han så tænksomt hen for sig. „Det er næsten en skam at ofre den skønhed til dragen. Det er muligt at jeg tager hende med vold først. Der er intet så pirrende som lidt modstand.“

Sky kunne se at han virkelig mente det.

„Hvis jeg skal træne dragen, må jeg have tid og ro til at koncentrere mig. Jeg kan kun arbejde så længe jeg ved at hun er i sikkerhed.“

Zorak nikkede.

„Det er et rimeligt krav. Du får syv dage til at vise mig resultater. På den syvende dag om aftenen tager jeg hende hvis der intet er sket.“

Sky studerede troldmandens ansigt.

„Hvordan kan jeg vide at du ikke bare smækker låsen i og overlader mig til vildkatten så snart den vågner?“

Hun gav et spjæt da en gennemtrængende stemme bag hende svarede på hofmagikerens vegne.

„Det kan du heller ikke, Skyriel.“ Ledón Zoraks stemme var tilkæmpet behersket, men lige under overfladen ulmede vreden. „Men du har dræbt den dyrebareste juvel i min samling af sjældne dyr i forsøget på at skade mig ... så den risiko er en fattig konsekvens af dine handlinger. Hvis du ikke havde været så værdifuld for mig i min kommende krig, havde jeg ladet dig partere levende. Kom så i gang, magiker!“

Det mærkede han nu, mens han lå i sin lumre kahyt og forsøgte at falde i søvn.