En dåre fri

Når jeg drejer på vandhanen for at vaske op, kommer Espen tilbage. Han er stadig seks år, mens jeg er blevet voksen.

En stemme inde i mig siger: „Du er Espen. Du er ikke kun Eli. Du er virkelig Espen Askeladden. Og ikke alene i din krop.“

Jeg forlader kroppen for et øjeblik. Jeg flyder ud blandt alle børnene. Ser mig selv oppe fra loftet. Når jeg forlader mig selv på denne måde, skærer jeg grimasser med munden, og de andre efterligner mig og griner. „Hvorfor gør du sådan med munden?“ Jeg smiler stift flere gange med munden uden at smile. Jeg kan ikke gøre for det. Far gør akkurat det samme.