Jakkels vandring

– En tom bænk, der havde vist sig i stand til at bære alt, men som intet var i sig selv, forelskede sig i vinden. Vinden var som vinden er. Det var mere end bænken kunne bære.

Hans hjerte holdt op med at slå, for at hindre tiden i at rådne dette syn.

Underligt så stor pris mennesker sætter på bristefærdige hjerter, for de flokkedes om ham, ville have hans kvaler at bære.

„Jeg er manden der lige så godt kunne have ladt være med at leve. Intet spor har jeg efterladt, ikke en sten har ændret plads på grund af mig. Når jeg drager mit sidste ånde, er det vindpust jeg var forsvundet. Ingen har forstået mere. Hvorfor var det min skæbne, at rumme alt, men udtrykke intet?“

Måske var det denne enestående forestillingsevne, der bevirkede at han ikke følte behov for at skrive bøgerne, når ideen var undfanget var værket færdigt for ham. Når han alligevel havde ønsker om at nedskrive dem, skyldtes det denne desperate og umulige trang til at lade os opleve de skønheder som han selv ikke kunne leve uden.

Deri er filosoffer større digtere end de normale forfattere, at de som oftest er i stand til i højere grad og mere konsekvent at leve i deres digteriske univers. Deri er forfattere større tænkere end filosofferne, at de som oftest er i stand til at kaste flere sandheder frem, og er klar over disses digtede natur.“

Han var en forfatter der ikke efterlod sig noget værk, en filosof, der ikke formulerede nogen tanke, ja, man fristes til at sige: en levende der aldrig rigtig fandt sit liv.

„Der har været mennesker der har forsøgt at få os til at tro på guder. Der har været guder der har forsøgt at få os til at tro på mennesket. Jeg er mennesket der vil have os til at tro på mennesket.“

Skønt vandet var koldt stod Jakkel i det, han iagttog hvilken omvæltning hans ben forårsagede i vandets stille løb, hvordan det piblede til siderne, for at undgå denne uvante forhindrig, men han så også hvor lille effekt hans tilstedeværelse egentlig havde haft, for allerede en håndsbredde efter at vandet havde passeret ham, var løbet sig selv igen, uden at bære antydningen af en skramme efter sammenstødet. Kan vand stemme ens sind mildt, kan det også vække en bitter følelse, en følelse af afmagt og håbløshed.

Der gives intet der stemmer sindet så mildt, til eftertanke og hvile, som en å, eller knap det, en bæk der sindigt skubber sit vand foran sig, lader det glide mod kanten, hvor det slibes blødt og føjeligt.
Før i tiden kunne jeg undertiden tilbringe en hel dag ved vinduet i systuen, hvorfra jeg havde udsigt over søen. På vores vandring var dette beroligende syn næsten det eneste jeg kunne savne fra min tidligere tilværelse, denne ubegribelige blanding af ubevægelighed og forandring, som havde mindet mig om mit eget livs strøm af ensartede dage, der dog til stadighed bragte mig længere bort fra mit udspring, fjernede mig mere og mere fra den jeg ønskede at være.