Den spanske gæst

„Men én ting skal vi alle huske på vejen frem,“ sagde han. „Det værste der kan ske os, er at vi puster os op, at succesen stiger os til hovedet. Ligegyldigt hvor højt man stiger, må man hvert eneste sekund leve med risikoen for at styrte. Det er ikke den det går godt, man skal beundre, det er den som er i stand til at miste det hele, men som alligevel går videre med ryggen rank. I skal huske at alt det ydre ingenting er, det er kun det man er i sig selv, der har værdi. Glemmer man hvem man er på vejen op, lader man sig beruse og bedøve af succesen, så har man lidt et tab der ikke kan overvindes.“

Der gjaldt kun ét: at gøre det så godt man kan. Hvis man gør det, hver evig eneste dag livet igennem, lykkes det for én.

„Pas på ensomheden. Den kan være fristende, men i det lange løb er den ufrugtbar. Et menneske skal leve blandt mennesker, de kræfter man har, skal man folde ud blandt dem. Den der vender sig bort fra menneskene, risikerer at gå til grunde, ikke sjældent i storhedsvanvid. Jeg læste engang en bog af en kinesisk filosof, han kaldte ensomheden den værste af alle sygdomme. Han havde ret.“

Arthur havde sat sig ved vinduet bagest i bussen, da Jonas maste sig ned ad gangen med sin kuffert og taske og spurgte om han måtte sidde der.

Stille dage, Arthur driver ind og ud af fremmede verdener.

Lad os gå ud blandt dyrene.“

Han går mellem bakkerne ad vejen op mod Toggerbo, køerne glor og gumler.

Den man tøjrer som lille, bliver ikke til at styre når han bliver voksen.“

I den samme avis havde han læst at selvmordsraten voksede dramatisk, og nu ville han skrive en moderne civilisationskritik, for han var ikke et øjeblik i tvivl om at den voksende materialisme og egoisme var ødelæggende for sjælelivet.

Da jeg ikke skulle foretage mig andet end at skovle foder i det fuldautomatiske anlæg som grisene stak deres tryner i, havde jeg masser af tid til at spadsere rundt på egnen og samle mine tanker om nye mål.