I Jacob Paludans roman Markerne modnes fra 1927 hersker den fuldstændige pessimisme. Ingen tidssatire, men en skæbnedigtning, hvor det værdifulde menneske går til grunde, og det overfladiske sejrer. Skildringen af almuebarnet Ivars forgæves stræben efter at realisere sit musikalske talent, der hindres af klassefordomme og en indre hæmmende passivitet, er en omvendt Aladdinmyte. Det er i forholdet til romanens to dominerende kvindeskikkelser, den idealiserede Bettina og den karikerede Ellinor, “en ny og frigjort Tids Datter,” at Ivar afslører sine brist. Ydre succes følger derimod hans modstykke, aristokraten Ralf, der får alt det foræret, som Ivar stræber så hårdt efter, men som alligevel ender i degeneration og undergang.
