Mit livs eventyr. Bind 1

den Störchen nachgezogen begynder i H. C. Andersens Afskrift saaledes: Du bist gewiss die Storche nachgegangen, hvilket for det første indeholder en grammatikalsk Bommert, for det andet spolerer Rimet: geflogen rimer paa nachgezogen, men kun daarligt paa nachgegangen.
Udgiveren har heller ikke betænkt sig paa at rette forskellige Skødesløsheder, som er undgaaet Forfatterens og hans Korrekturlæseres Opmærksomhed: 1841 > 1846 (I, 160); 1836 > 1846 (I, 216); „lille Lises Blomster“ > „lille Idas Blomster“ (I, 289); London er Verdens-Basrelief > London et Verdens-Basrelief (II, 28); Charles Howitt > William Howitt (II, 35). 1851 havde Andersen en lille Oplevelse paa Jernbanen fra Leipzig til Dresden. Han lagde Mærke til en ung Dame i Kupéen og erfarede af hendes Ledsagerske, at hun var „Demoiselle Bourbon“. „Og hvo er Antoinette Bourbon, spurgte jeg i Dresden, og man fortalte, at saaledes kaldtes Datteren af den bekjendte Uhrmager i Genf, der fremtraadte som Søn af den ulykkelige Dauphin Ludvig den Sextende og Marie Antoinette“ (Udg. 1859, S. 553). Meningen er naturligvis: der fremtraadte som den ulykkelige Dauphin, Søn af Ludvig den Sextende og Marie Antoinette.
Til Slut skal nævnes nogle Tekstændringer, som

eg var ganske Barn — og siden, længe efter — da var jeg det ligesaameget, naar jeg i Kjøbenhavn traadte declamerende op og læste Digte; jeg ventede og troede endnu paa en saadan Slags Prinds i Kredsen, der skulde høre mig, forstaae mig og hjelpe mig frem; men det skulde nu ikke skee paa den Maade og dog skee!

Min Læselyst, de mange dramatiske Scener, jeg kunde udenad og min særdeles klangfulde, høie Stemme, Alt tilsammen vakte en Slags Opmærksomhed for mig hos flere fornemme Familier i Odense; jeg blev kaldt til dem, min hele forunderlige Personlighed vakte Interesse, og blandt de Mange til hvem jeg kom, var Oberst Høegh-Guldberg den, der med sin Familiekreds viste mig den meest sande Deeltagelse; ja han talte om mig endogsaa til Prinds Christian, senere Christian den Ottende, som da boede paa Odense Slot, og derop tog Guldberg mig med sig en Dag.

jeg var traadt ind i Røverhistoriernes Slot.

Gjemmestedet for Tyve- og Røver-Historier

Skræk og Angest, som Pariserdrengen, tænker jeg mig, har seet til Bastillen — det var Odense Tugthuus.

ligesom brændt den fast i min Sjæl,

Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu.

Istedetfor det grevelige Liig, omgivet af Flor og Candelabrer,

laae her den anden April 1805, et levende, grædende Barn, det var mig Hans Christian Andersen.