Tavse børn

Det var særligt, når en voksen trådte ind ad døren, at der skete et eller andet. Jeg blev bevidst på en helt anden måde og klappede fuldkommen i. Jeg kan bedst beskrive det som en ’frysetilstand’.

Samlet set er det en god ide at arbejde på, at barnet skal konfrontere sin angst ved at afgrænse de situationer, der virker angstprovokerende. Da angsten typisk kommer til udtryk i børnehaven eller i skolen, vil behandlingen ofte foregå der – og arbejdet involverer også pædagogerne eller lærerne. Inden et behandlingsforløb bliver sat i gang, bør der skabes et overblik over, hvad der er vigtigt at fokusere på og handle ud fra.

Et barn med selektiv mutisme forsøger typisk at undgå situationer, hvor det kræves, at det taler. Det kan være, at barnet trækker sig fra forskellige aktiviteter og ikke deltager som andre børn, eller at barnet undgår enhver form for øjenkontakt. Ved at undvige kan barnet føle en mindre grad af angst, og det kan derfor blive et mønster for barnet at undgå de situationer, der udløser tilstanden. Men et barn med selektiv mutisme lærer ikke at overvinde sin tilstand ved at undvige. Som forælder kan man have en tendens til at beskytte barnet så meget som muligt, men i langt de fleste tilfælde bør man undgå at begrænse barnet. Det er bedre at motivere og støtte barnet i at være aktivt og deltagende.

Mens den optimistiske familie vil sige: ’Vi er sikre på, at han på et tidspunkt overvinder sin angst, det kræver bare tid og tålmodighed‘. Den optimistiske familie tager tilstanden seriøst, men de er optimistiske og har tiltro til barnets evner. De laver ikke en masse postyr om tilstanden.

Behandlingen af børn med selektiv mutisme består typisk af adfærdsterapi, og der bruges ikke ofte medicin. I enkelte tilfælde kan angsten dog være så omfattende, at terapeuter finder det nødvendigt at udskrive medicin for at løsne op og træne med barnet – men det hører til sjældenhederne.

Uden behandling kan et barn med selektiv mutisme komme til at leve et stille liv og isolere sig mere og mere. Barnet vil ikke få udviklet de potentialer og ressourcer, det eventuelt har – og det får heller ikke kontaktmæssigt udviklet sine relationer til andre, som det ellers ville have gjort.

Men jeg har ofte tænkt på, hvordan mit liv havde været, hvis mine forældre havde taget hånd om min tilstand allerede i børnehaven.

Det tavse barn kan sammenlignes med en skrøbelig skal. Tavsheden giver tryghed, og hvis skallen brister, ved barnet ikke, hvordan tilværelsen så vil være, og barnet ser dermed ikke nødvendigheden i at begynde at tale.

Hun var godt klar over, at omverdenen så hende som pigen, der ikke ville tale, så hvad ville der mon ske, hvis hun begyndte at tale?

Jeg oplevede en slags ’frysetilstand’, når angsten indtraf.