Kaninens år

– Det er helt mærkeligt at tænke på, hvad hele det eventyr skulle til for. Godt det er overstået.
Jeg står og mærker blod og hjerte, vejrtrækning.
– Eventyr? Jeg synes ikke, det har været noget eventyr. Tværtimod.
– Tre prøver og en morale til sidst. Magiske kaniner. Eventyrregler.
Han siger det ikke til mig, men til panelerne. Han tør ikke vende sig, ærgrer sig over det sagte. Forsøget på at være morsom kunne have været rørende, når han sidder så duknakket. Penslen kører rundt i spanden flere gange uden at tage noget med op.
– Der var en grund til det, Asger. Der var jo en god grund.
– Det ved jeg godt, Trine. Jeg er bare glad for, at vi fandt ud af det, at vi kom til fornuft.
Jeg læner mig op ad dørkarmen og tager en dyb indånding. Jeg valgte selv, tænker jeg.
– Det er jeg også, siger jeg.
Nu standser penslen midt i et strøg. Nu kommer der aftryk af hårene i malingen lige der på det stykke panel.

Jeg går ud og sætter mig på toilettet. Der er en tomhed af den anden verden, som jeg ikke ved, hvor kommer fra. At blive kneppet lige dér i vindueskarmen er et billede fra min forestilling om livet bag det vindue. Mit liv. Men der skulle være en anden følelse i mig. En glæde. Eller et begær i det mindste.

forestiller mig det liv, der leves derinde. En storbypige med sin familie. Med et krævende job. Hun står tidligt op og åbner vinduet. Hun trækker den smogfyldte morgenluft ned i lungerne. Det er hendes lille private øjeblik, inden hun skal ind og vække sin intelligente og spændende mand og sine børn, der begge er vakse og sjove. Der har været en krise i ægteskabet, begge havde brug for at finde sig selv, men de er kommet styrkede ud af det. Kærligheden er blomstret op på ny.

– Gør hun altid rent på den nævenyttige måde? hvisker Irene

Der er ikke noget svar på det spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad jeg savner.

sidder vi der i cafeteriet i Bauhaus klokken otte om aftenen og spiser fastfood med vores to børn, der også drikker en sodavand hver. Asger ser glad ud.

når lige at se det lille sideblik, Asger sender mig, inden han svarer ja. Han ville have ønsket sig, at Katja ikke havde sagt det. Jeg ville have ønsket mig, at hun ikke havde sagt det. Jeg ville ønske, jeg ikke vidste noget om deres liv, mens jeg ikke var en del af det. Hvor meget fastfood de havde spist. Det bliver for sårbart, for nøgent.

Jeg kan se på Asger, at det er det, han vil have. Ellers ville han ikke have ulejliget sig med at skrive navn og nummer ned. Han har sikkert allerede bestemt sig, da han sad hjemme i Sydhavnen og tjekkede det på nettet. Det passer godt til ham. Enkelt og hvidt. Neutralt. Han har ikke sagt, at han allerede havde bestemt sig, fordi han ved, at jeg hader, når han har taget stilling, før jeg overhovedet vidste, jeg skulle tage stilling.

Han kysser mig på munden. Idet han gør det, går det op for mig, at han synes, det er romantisk. At han synes, vi er en køn familie, der er ved at finde sig selv igen, og nu skal have nyt badeværelse.

Hvad mener du med lige meget?
– Det betyder ikke så meget, om badeværelset er nyt, eller gammelt.
Jeg tænker på, at han sagde, han ikke ville forandre sig. At han var, som han var. Han slipper mig, og går over til køkkenbordet.
– Det er ikke lige meget for mig, siger jeg.
– Nej, det ved jeg godt, det ikke er. Derfor synes jeg også, vi skal lave noget. Det du vil.