da
Kitaplar
Peter Krogholm

Hitman 1, Sort Læseklub

  • Stine Just Maarbjergalıntı yaptı4 yıl önce
    pegefinger over hendes mund. Ssshhh!
    Jeg vendte hende om og pressede Glocken mod hendes rygsøjle. Prikkede til hende. Gå. Hun førte mig gennem gangen og køkkenet. Ind i stuen, hvor hendes mand stadig sad med avisen ved morgenbordet. Han mumlede et eller andet med blikket i en artikel. Kiggede forvirret op, da jeg sagde, han skulle rejse sig. Han rørte sig ikke. Frøs, som en computer fryser, når der er for mange processer i gang på samme tid. Jeg flyttede pistolen op til siden af hans kones hoved, så han kunne se den. Gentog, at han skulle rejse sig.
    Langsomt begyndte han at rejse sig. Hans hjerne kværnede stadig løs i et forsøg på at skabe mening af det, han så. Jeg sagde, han skulle vende ryggen til og langsomt bakke hen mod os. Han gjorde, som jeg sagde. Imens fiskede jeg en plastikstrip op af baglommen. Gav den til Jacobs mor og sagde, at hun skulle binde sin mands hænder på hans ryg. Hun tøvede, og jeg gav hende et lille slag på siden af hovedet med pistolen.
    Da Jacobs fars hænder var låst bag ham, bandt jeg hans kone på samme måde. Pressede hende ned på knæ og sagde, han skulle sætte sig ved siden af hende. Han gjorde mine til at ville sige noget, og jeg smadrede pistolskæftet i nakken på ham. Han faldt ned på knæ ved siden af sin kone. Jeg gik langsomt hen til spisebordet, tog en stol og satte mig foran dem.
    „Hvad
  • Stine Just Maarbjergalıntı yaptı4 yıl önce
    Jeg besluttede at stole på Whitehook. Ikke 100 procent, for det havde far altid understreget, at jeg ikke kunne. Med nogen. Omvendt havde Organisationen tilsyneladende grund til at holde mig i live. Det gav mig da så længe, som det nu ville vare. Den tid ville jeg udnytte til at finde den eller dem, der myrdede mine forældre.
    Jeg havde fortalt Whitehook om kuglerne og det patronhylster, jeg havde taget med fra stuen. Havde spurgt ham, om han kunne bruge dem til at finde ud af, hvem der havde skudt mine forældre. For så ville jeg aflevere det hele i den bankboks, far altid brugte, når han var nødt til at sende ting til Organisationen.
    Han sagde måske, og jeg fandt min M-16 Spear Point-foldekniv og Shakespeare-bogen frem og skar kuglen ud. Jeg lagde den ned i frostposen til det blodige projektil og patronhylsteret, som jeg havde fundet under mor.
    Jeg tjekkede ud fra hotellet, købte en cap i en sportsbutik og nåede banken et kvarter før lukketid. Det betød, at jeg ikke havde tid til at tjekke området og sikre mig, at der ikke var nogen, der overvågede stedet. Jeg måtte tage chancen.
    Jeg trak hatten godt ned over øjnene og gik ind. Bagerst i lokalet stod et bord lidt for sig selv. Ganske som far havde beskrevet det. Der sad ingen ved det, og selvom der var alle de kontorting, der skal være på et rigtigt kontorbord, lignede det ikke et bord, der nogensinde blev brugt. På bordet lå der også kuverter i forskellige størrelser. Jeg tog en lille, fandt en kuglepen og skrev min families kodeord på.
    Beelzebub.
    Jeg fiskede posen op af lommen og puttede den i kuverten. Lukkede den og lagde den i en postbakke på bordet. Når jeg var væk, ville kuverten
fb2epub
Dosyalarınızı sürükleyin ve bırakın (bir kerede en fazla 5 tane)