Det forjættede land

Der herskede blandt dem alle den frejdigste stemning. Det udtaltes åbent, at hvad der nu skulle fuldbyrdes for Nordens vedkommende, var den sidste, afsluttende del af den kirkerensning, som var begyndt med Luther og fortsat af Grundtvig. Efter nitten århundreders forløb skulle kristendommen endelig frigøres for al middelalderlig vildfarelse og genoprejses i den uforvanskede lys-skikkelse, i hvilken den alene ejede magt til at erobre verden og alle folk, således som det var den forjættet.

Men sagen fik en anden vending, da kirkemyndighederne tog anledning af talen til at afskedige Vilhelm Pram fra hans embede i statskirken. Herved opnåede han det martyrium, som hurtigt gjorde ham og hans lære populær. En kreds af oplyste bønder i en smørfed, lollandsk egn kårede ham til sin private sjælesørger, og selv vedblev han i ildfuld tale og skrift at slå til lyd for sin anskuelse og hævde den som det nye lys-ord, der endelig og afgørende skulle bryde den døde bogstavtros jernåg og samtidig standse de oplyste klassers voksende frafald fra kristendommens evige sandhed

Hun afskyede bonden og alt, hvad der bare lugtede af muld, oprigtigere end nogensinde før. Om det så var den nye litteratur, så oprørtes hun over den bare på grund af dens naturbeskrivelser og almueforherligelse, og hun gik aldrig mere på Charlottenborgudstillingen, fordi det syntes hende, at også alle kunstnere havde forelsket sig i motiver fra stald og mødding. Ja, selv i teatret havde hun ikke længere fred; der sad rigsdagsmændene på deres fripladser i parkettet og spyttede.

Emanuels udprægede ulyst til at se egnens læge i sit hus havde en dobbelt årsag. For det første nærede han en indgroet uvilje imod lægerne i almindelighed. Han ville hævde, at der i det moderne samfund blev tillagt disse folk en altfor overdreven betydning, ja han gav dem en væsentlig skyld for den blødagtighed og de udsvævelser, der havde undergravet de dannede klasser i nutiden. Det var hans overbevisning, at den blinde tillid, hvormed folk i vore dage havde kastet sig i lægens og apotekerens arme, rummede den alvorligste fare for en sund og sædelig udvikling af menneskelivet, idet mange tåbeligt troede at være istand til at bøde på legemlige og åndelige udskejelser ved hjælp af piller, miksturer og elektricitet og derfor turde lade hånt om de eneste og sande og virksomme lægemidler: mådehold, nøjsomhed og legemligt arbejde.

Å ja, hvor er det dog i det hele en velsignet tid at leve i! Sådan at være vidne til, hvordan vor tids oplysning, dens overalt vågnende sandheds- og retfærdighedstrang lidt efter lidt, i stort som i småt, bryder trældommens åg og bereder menneskene en lysere og lykkeligere fremtid!

„Å – jeg for min del har nu ikke ringeste tillid til denne såkaldte nye muld,“ sagde han med en stemme, der dirrede af indeklemt harme. „Det forekommer mig tværtimod at være lutter goldt sand eller endnu værre bestanddele, som vore dages almueforherligelse ved hjælp af den så lovpriste almindelige stemmeret graver op på overfladen. Bliver galskaben ved, som den er begyndt, er jeg forberedt på en skøn dag at se vort land regeret af en samling udskuds-seminarister og korøgtere.“

Jeg tilstår ærligt, at jeg er og i hele mit liv har været konservativ, og at jeg aldeles ikke formår at hylde de moderne renskuringsprincipper. Når dannelse og kundskaber ikke længere betragtes som nødvendigt for virksomhed i det offentliges tjeneste, men næsten anses for et onde; når enhver håndværkssvend eller tjenestekarl skal have lige så megen indflydelse på rigets styrelse som en mand, der har anvendt hele sit liv på at udvikle sine åndsevner og berige sin erfaring, vil det snart gå tilbage for et folk, både åndeligt og materielt – derpå viser historien tilstrækkeligt mange eksempler.“

Blandt byens folk morede man sig lidt over hende, men fæstede sig iøvrigt ikke synderligt ved hendes egenheder. Hun var jo endnu halvt et barn, kun nitten år, og desuden kendte man godt dette aparte væsen fra andre af egnens unge piger, der havde været på højskole. Man vidste, at der altid skulle hengå nogen tid, inden de unge igen fandt sig tilrette i de jævne, dagligdags bondeforhold.

I den trang til ensomhed, der i den sidste tid var bleven bestandig stærkere hos Emanuel, havde han forladt sognevejen og var gået ad en sti langs markskellene for at nå ud til Mosekærshusene.

Hvad Vilh. Pram selv angår, da fortsætter han vel med usvækket lidenskab sin kamp mod kirkemyndighederne