Hvor flodkrebsene synger

æste det, blev aldrig træt af det.“

Tate skubbede bønnerne rundt på tallerkenen.

Scupper fortsatte. „Tro ikke, at digte kun er for tøsedrenge.

Cove var bogstaveligt talt en backwater-by, som lå spredt rundt omkring flodmundingerne og rørskovene som en hejrerede, vinden har kastet rundt med.
Kya stod barfodet og i for korte smækbukser, der hvor hjulsporet mødte vejen. Hun havde mest af alt lyst til at løbe hjem. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til folk; hvordan hun skulle beregne pengene til indkøb. Men sult var en stærk drivkraft, så hun gik ind på Main og med bøjet hoved hen mod Piggly Wiggly-supermarkedet på et smuldrende fortov, der nu og da kom til syne mellem græstuerne. Da hun nærmede sig Five and Dime, hørte hun noget bag sig og nåede lige at springe til side, da tre drenge, der var et par år ældre end hende, susede forbi på deres cykler. Den forreste dreng kiggede tilbage på hende, grinede og kolliderede så næsten med en kvinde, der kom ud fra butikken.
„CHASE ANDREWS, vil du så komme her! Alle jer tre drenge!“ De cyklede endnu nogle meter, men fortrød så og vendte tilbage til kvinden, miss Pansy Price, som solgte stof og syartikler. Hendes familie havde engang ejet den største gård i udkanten af marsken, og selvom det var længe siden, at de havde været tvunget til at sælge den, fortsatte hun med at spille rollen som fin godsejerinde. Hvilket ikke var let, når man boede i en lille lejlighed oven over dineren. Miss Pansy gik altid med hatte formet som silketurbaner, og denne morgen var hendes hovedbeklædning lyserød, hvilket fremhævede den røde læbestift og rougepletterne.
Hun skældte drengene ud. „Jeg ku’ godt have lyst til at fortælle jeres mødre om det her. Eller bedre endnu, jeres fædre. Komme fræsende på den måde på fortovet og næsten køre mig over. Hvad har du at sige til dit forsvar, Chase?“
Han havde den smarteste cykel – med rødt sæde og et forkromet styr, der var vendt opad. „Undskyld, miss Pansy, vi så Dem ikke, fordi pigen derovre kom i vejen.“ Chase, solbrændt og med mørkt hår, pegede på Kya, der var veget tilbage og stod halvt inde i en myrtebusk.
„Glem hende. I kan ikke give andre skylden for jeres synder, ikke engang sumprakkerpakket. Nu skal I drenge gøre en god gerning og gøre det her godt igen. Der går miss Arial med sine indkøb, gå over og hjælp hende med at bære dem hen til hendes bil. Og lad det gå lidt tjept.“
„Javel, frue,“ sagde drengene, mens de cyklede hen mod miss Arial, som havde undervist dem alle i anden klasse.

Ma

1952
Augustmorgenen var så brændende hed, marskens fugtige ånde draperede ege og fyrretræer med tåge. Luften stod usædvanligt stille imellem viftepalmerne bortset fra hejrens lave, langsomme vingeslag, da den fløj op fra lagunen. Og så hørte Kya, der kun var seks år dengang, netdøren smække. Hun stod på skamlen og holdt op med at skrubbe gryden ren for majsgrød og sænkede den ned i baljen med gammel sæbelud. Der var ingen lyde nu bortset fra hendes egen vejrtrækning. Hvem havde forladt hytten? Ikke Ma. Hun smækkede aldrig med døren.
Men da Kya løb ud på verandaen, så hun sin mor i en lang brun nederdel, med gålæg der svirpede omkring anklerne, mens hun gik ned ad sandvejen i høje hæle. Skoene med de runde snuder var af kunstigt alligatorskind. Det eneste par sko, hun havde at gå i byen med. Kya ville kalde på hende, men varede sig for at vække Pa, så hun åbnede døren og stillede sig ud på fortrappen. Derfra så hun den blå beautyboks, som Ma bar. Normalt vidste