Kaskelotternes sang

Han lå lidt og samlede kræfter, mens han forsøgte at få orden i sine tanker. Hvordan kunne hun forsvinde sådan? Var det luften, der havde taget hende? Eller var det klipperne?

Han følte, at han måtte op over vandet for at lytte. Han sprang, så højt han kunne ... og et sted inde på klipperne hørte han igen denne svage piben.

Gylte var gået på grund. Bølgerne sendte sprøjt op over hende, men kunne ikke skubbe hende fri, kun længere op på den flade glatte klippe.

Tangøje fortalte dem om, HVOR STOR blæksprutten havde været, og det fik dem til at grine endnu højere.

Han var nede under bjerget. Skulle han svømme tilbage?
Han ramte tunnelens lo

Byen under havet

Den usynlige fjende

jernfuglen blev ved med at kredse rundt, og han måtte flygte.

Han gled op i bølgerne for at overgive sig til søvnen. Meget ensom og meget træ

Hurtigt fik hun ham op til overfladen, så han kunne indsuge den første luft, men fornemmelsen af, at der var fare på færde, forlod hende ikke. Der var en fjende i nærheden. Hun hørte en taktfast lyd, højere og højere.

Han kæmpede fortvivlet. Når bølgerne slap taget i ham, kastede han sig tilbage for at undgå de skarpe klipper, der kunne knuse ham, men hver gang kom bølgen tilbage og greb ham.

Så var heldet med ham. Han blev stødt ind mellem to høje klipper, hvor vandet var mere roligt. Han udnyttede chancen, ventede, til vandet trak sig tilbage, og kæmpede sig så gennem den hvide brænding, desperat og forfærdet.

Mørbanket lod han sig glide op til overfladen, hvor han åndede dybt og længe, mange gange i træk.

»Gylte!« råbte han, »Gylte ...«

Han fik intet svar. Han svømmede rundt uden for brændingen og lyttede, mens han undersøgte bunden og klippegrunden. Men han kunne ikke høre hende.

Hun var borte.

Og så gik det galt. Selv om Gylte både kunne se og høre, at der var klipper lige under hende, gik det, der skete, for hurtigt.

»Pas på!« skreg Tangøje, »kom tilbage.«

Brændingen var et hvidt, skummende brøl over dem. De gled ind i hvirvler af vældige kræfter, der spillede bold med dem. Gang på gang

blev de presset ind mod de skarpe klipper, og Gylte blev løftet op over vandet ... og forsvandt.

Langsomt døde hendes skrig.

Tangøje kunne næsten ikke høre Gylte, kun svagt som en piben, der ikke rigtigt var til at identificere ... et eller andet sted. Han skreg, men brændingen overdøvede hans skrig.

Så væltede den grusomme tanke ind over ham igen. Fornemmelsen af at han skulle miste alt. Her slog hans mors kræfter ikke til. Havet var stærkere end kaskelotterne.