Samtiden ser han med bekymring som en fragmenteret ”Reflexionstid”, hvor den frisatte refleksion truer med just den traditionsopløsning, som Kierkegaard selv så energisk bekæmper.
Jesper Pedersenalıntı yaptı3 yıl önce
selvet, i den bevidst eksisterende, kan da i glasklar abstraktion definereres som ”et Forhold, der forholder sig til sig selv, og i at forholde sig til sig selv forholder sig til et Andet.”
Jesper Pedersenalıntı yaptı3 yıl önce
Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed
Jesper Pedersenalıntı yaptı3 yıl önce
Eet er nemlig at digte sig selv, et Andet at lade sig digte. Den Christne lader sig digte
Jesper Pedersenalıntı yaptı3 yıl önce
virkeligheden møder den enkelte ”dels som en Gave, der ikke vil lade sig vrage, dels som en Opgave, der vil realiseres”.
Jesper Pedersenalıntı yaptı3 yıl önce
således den kristne fordring som den at ”hade sit Liv i denne Verden”!
Jesper Pedersenalıntı yaptı3 yıl önce
Den centrale spænding hos Kierkegaard kommer i stigende grad til at stå mellem det naturligt menneskelige og det kristelige – indpodet i barndommen og siden videreført som grundlæggende for Kierkegaards menneskesyn og hele kristendomsforståelse