Den uendelige historie

Måske kender hun midler og veje, som du og jeg og alle væsener i Fantásien er afskåret fra.

Men til sidst førte vejen ham til Ændrehuset, for at han kunne blive her så længe, at han fandt sin Sande Vilje igen. For Ændrehuset hedder ikke kun sådan, fordi det ændrer sig selv, men også fordi det ændrer den, der bor i det. Og det var uhyre vigtigt for den lille dreng, for hidtil havde han ganske vist hele tiden villet være en anden, end han var, men han ville ikke ændre sig.“

Den, der ikke mere har nogen fortid, har heller ingen fremtid.

ånebarn! Jeg kommer!“
I samme øjeblik skete der flere ting på samme tid.
Skallen omkring det store æg sprængtes i tusinde stykker af en uhyre magt, og en mørk og truende torden rumlede. Så kom der en stormvind brusende langt borte fra
og fór ud af siderne i den bog, Bastian havde liggende på sine knæ, så de begyndte at blafre vildt. Bastian mærkede, hvordan stormen piskede i hans hår og ansigt, den var ved at tage vejret fra ham, lysenes flammer i den syvarmede lysestage lagde sig næsten vandret, og så fór der endnu et mægtigt vindstød gennem bogen, og lysene gik ud.
Tårnuret slog tolv.

Den Gamles stemme fortsatte, og Bastian måtte høre efter.
„Disse ord stod på glasdøren til en lille forretning, men sådan så de naturligvis kun ud, når man stod inde i det halvmørke rum og kiggede gennem ruden ud på gaden.
Udenfor var det en grå kold novembermorgen, og det regnede i spandevis. Dråberne løb ned over glasset og over de snørklede bogstaver. Det eneste, man kunne se gennem ruden, var en regnplettet mur på den anden side af gaden.“
Den historie kender jeg slet ikke, tænkte Bastian noget skuffet, den forekommer overhovedet ikke i den bog, jeg har siddet og læst i. Nå ja, nu viser det sig altså, at jeg har taget fejl hele tiden. Jeg troede faktisk virkelig, at den Gamle nu ville begynde på at fortælle den Uendelige Historie helt forfra.
„Pludselig blev døren revet så voldsomt op, at en lille klase af små messingklokker, der hang oven over den, begyndte at ringe vildt og først faldt til ro igen, da der var gået et godt stykke tid.
Årsagen til hele dette spektakel var en lille, tyk dreng på ti-elleve år. Hans mørkebrune hår hang ham vådt ned i ansigtet, hans frakke var gennemblødt af regnen, så den dryppede, og hans skoletaske hang i en rem over skulderen. Han så lidt bleg ud og var forpustet, men helt i modsætning til den fart, han lige havde haft på, stod han nu som naglet til jorden i den åbne dør…“
Mens Bastian læste dette og samtidig hørte, hvad den Gamle fra det Vandrende Bjerg sagde, fik han susen for ørerne, og det begyndte at flimre for hans øjne.
Det var jo hans egen historie, der blev fortalt dér! Og den stod i den Uendelige Historie. Han, Bastian, forekom som person i den bog, han indtil nu bare havde troet, han sad og læste i! Og hvem ved, hvilke andre læ

„Ja, det passer,“ svarede den Barnlige Kejserinde, og hendes gyldne øjne formørkedes, „alle løgne var engang fantásiske skabninger. De er gjort af samm

Lykkedrager er derimod børn af luft og varme, ubændigt glade skabninger, og trods deres vældige størrelse så lette som en sommersky. Derfor har de ikke brug for vinger for at kunne flyve. De svømmer i den klare luft som fisk i vandet. Set fra jorden ligner de langsomme lyn. Det vidunderligste ved dem er deres sang. Deres stemmer lyder som den gyldne klang fra en stor klokke, og når de taler sagte, er det, som om man hører denne klokkeklang langvejsfra. Den, der blot en enkelt gang har haft det held at høre den, glemmer det aldrig nogen sinde og fortæller gerne om det til sine børn og børnebørn.

Han satte sig til rette, tog bogen, slog op på den første side og begyndte at læse

DEN UENDELIGE HISTORIE

Hun må have et nyt navn, den Barnlige Kejserinde, så bliver hun rask igen. Men det kan være lige meget, om hun bliver det.“

Nej,“ svarede den anden barktrold, ham med hullet i brystet, „man mærker ikke noget. Man mangler bare noget. Og hver dag mangler man noget mere, når det først har fået tag i én. Inden længe vil vi bare være borte.“