Lyst hår, blå øjne

Den samme onde mand? To forskellige onde mænd? Var de mænd nu derhjemme sammen med deres familier? Stod de uafhængigt af hinanden og lavede morgenmad til deres børn, barberede sig eller kyssede deres koner farvel, alt imens de smilede for sig selv ved tanken om det, de senere ville gøre ved de piger, de havde bortført?
”Hey!” Delilah prikkede Julia på armen. ”Har du tænkt dig at blive færdig med det der? Jeg har ting, jeg skal.”
Julia tog kuglepennen. Hun gjorde brevet til Delilahs datter færdigt, og underskrev det, som hun plejede, med kærlig hilsen, selvom Delilah aldrig bad hende om det

Mon-Ik var her ikke i aftes,” sagde en af kvinderne, da hun tog et rent tæppe.
”Hvornår har du set hende sidst?”
”Hvor fanden skulle jeg vide det fra.”
De passede ikke på hinanden, kvinderne. Der var indbyrdes konkurrence. Der var sladder. Det, der skulle forestille at være et socialt liv, mindede Julia om highschool, fordi de havde de samme roller: Luderen, lærerens kæledægge, den pæne pige, møgkællingen, nørden. Mona var møgkællingen, fordi hun var køn – hun havde stadig alle sine tænder, hun gik med makeup, hun lignede ikke en hjemløs. Delilah var luderen, fordi hun var ældre og mere erfaren. Og så fordi hun rent faktisk var lude

Den måde, hun spiste på, mindede hende om Mona Ik’ Noget den første dag, hun dukkede op på herberget.