Blodsbrødre

Det var ikke sandt, da han sagde det.
Det var det den aften i juni.

Jeg kunne godt lide hendes berøring mod min hud

Der var det igen, det blændende smil, der oplyste hele bilen. Jeg så de fyldige læber skilles og afsløre hendes perfekte hvide tænder. Der gik et øjeblik, inden det gik op for mig, at hun talte til mig. »Jeg gætter på, at du tabte?«

»Øh, hej, Kelly.« Jeg fik altid en klump i halsen, når hun var i nærheden. Jeg plejede at følge hende med øjnene.

Det her var det eneste sted, jeg ikke var en fiasko. Han burde have været her. Jeg slog.

Skammen havde brændt ved at se sin race blive udvandet. Han havde drømt om den dag, hvor Britannia igen skulle herske over bølgerne. Han rasede over sit elskede Englands langsomme, pinefulde død. Han fremlagde sine bekymringer over for partiets ledelse.

Dér var den: lyden af Østen, der bredte sig over tagene i en engelsk by.

Han havde advaret mod sharia-lovgivning og en islamisk stat. Der havde været nok snak til at fylde en varmluftsballon, men der havde ikke været konkret handling.

Quade ønskede en storm af vrede, og det eneste, de havde at tilbyde, var snak. Han drømte om at bekrige de muslimske ghettoer, men de var ivrige efter at holde en agtværdig facade.

Han havde forestillet sig en revolution af white power, der skulle feje den korrupte magtstruktur af banen. Virkeligheden havde været en ganske anden. De nationalistiske partier havde været en skuffelse i de tre år, der var gået siden bomberne i London.