I mine lykkelige nætter

jeg løber mod min egen undergang

Nostalgi

Som horder af rejsende
er ungdommens glæder
flygtet uden bagage.
De drager af sted med
farvede snore og bånd
som gøglere arm i arm.
Hvor skjuler de sig?
Hvor er I, blondiner og brunetter,
som jeg kyssed’ så sorgløst
i en drøm under månen?
Hvor er I, sangere og guitarister,
der drev mine triste tanker på flugt
ved aftenselskaberne i byen?
Hvor skjuler de sig?
Jeg, som har været så fuld af
latter og gråd og frygt og beundring,
er ensom, forladt af alle.
Hvor er I, venner, der blev kaldt
løgnere, svæklinge eller tåber,
solide støtter eller forbandede banditter?
Hvor skjuler de sig?
Mine drømme har
fulgt jeres flygtige fodspor
og danser blandt jeres snore og bånd.
Hvor skjuler de sig?
Alle strejfer de rundt fra by til by.
De gør tre små hop,
så er de væk.
Hvorfor forlader de mig?
Hvor skjuler de sig?
Hvor mange mennesker ved det?

Vandet

Måtte den der lever
som vandet, gå til bunds.
Måtte den der synger
som vandet, synge.
Måtte den der smiler
som vandet, le.
Måtte den der løber
som vandet, løbe.
Måtte den der vil sove
som vandet, sove.
Måtte den der vil dø
som vandet, sove ind.