Anne Lise Marstrand-Jørgensen

En del af hemmeligheden bag, at jeg har det godt i dag, er, at jeg har lært mig selv at kende i alle de år, hvor jeg har måttet leve med mørket som en lurende mulighed og en truende afgrund i mig. Hver dag rummer sin egen disciplin, der holder sindet i vater. Min personlige opskrift lyder i al sin forsimplede enkelthed således: meditation, åndelig disciplin, fysisk træning, kunst, at rette blikket ud mod verden i stedet for kun mod mig selv.

Jeg har gennem tiden vendt mange sten fra min barndom. Noget bliver ved med at hjemsøge mig, men jeg orker ikke at grave i det mere. Det, jeg får ud af den form for terapi, er ikke længere ubehaget værd. Tror jeg. Jeg vil hellere finde ud af, hvordan jeg kan leve med mit eget sind, end hvad min angst skyldes. Gad vide, hvordan det så er at skulle dykke ned i krigens vanvid, når man endelig er sluppet ud?

Du kan have oplevet grusomme ting, men det er i stabiliteten, at de udfolder sig. Det er den almindelige hverdag, der er svær for de fleste. Vores hjerne og vores biologi er skabt til at kunne overleve. Men at få en fredelig hverdag til at hænge sammen er svært.

Når det handler om henholdsvis børns og voksnes angst er nogle af symptombillederne ens. Abnorm separationsangst er klassisk noget, man har tænkt på hos børn, men vi ved, at voksne også godt kan lide af det. I stedet for at være bange for at miste sine forældre, kan man være rædselsslagen for at miste sit barn eller sin kæreste osv. Tit bliver det ikke opfattet som separationsangst, men som om man er en lidt for pylret mor, men det kan jo godt være, at mor faktisk er rigtig bange for, hvad der sker hendes barn eller mand.“

Resiliens skal forstås som en proces snarere end som et personlighedstræk ved det enkelte barn. Det er en mekanisme, der kan opstå som følge af en række komponenters sammenspil, som betyder, at barnets udvikling foregår mere positivt, end man skulle forvente ved kun at se på traumerne og opvækstbetingelserne. Resiliens betyder ikke blot, at udviklingen er mere positiv, men også at barnet udvikler sig bedre end andre børn, som er vokset op under tilsvarende betingelser. Resiliens er en livslang proces, og at et barn klarer sig godt under bestemte omstændigheder, betyder ikke, at det nødvendigvis vil klare sig lige så godt under andre traumatiserende forhold.

Helt kort kan man sige, at folk grubler, fordi de ikke er bevidste om, at de har et grubleproblem, og fordi de ikke tror, de kan lade være, når de opdager det. Overdreven tankehåndtering ligger til grund for både angst og depression.

Noget af det, der gør det svært for mig at lade mig overbevise, er, at den metakognitive tankegang støder sammen med alt det, de fleste af os har lært om psykologi. Hele vores samfund er skolet i, at det handler om at finde ud af tingene, tænke det igennem, tale om barndommens traumer og ungdommens fejltagelser.

Når jeg spørger, om de bliver mere eller mindre depressive af at tænke så meget, svarer de, at det gør dem mere depressive. Når først den indsigt er på plads, er det let at spørge, om de har overvejet, om det er grubleriet, der gør dem depressive. Det er typisk en helt ny måde at se det på og ikke en sammenhæng, de tidligere har tænkt over. De troede, at de ville blive mindre depressive, hvis de bare løste problemet. Så bliver de selvfølgelig nysgerrige og interesserede i at løse det på den nye, metakognitive måde.

Men sagen er, at jeg ikke synes, sorg skal behandles. Sorg er ikke en sygdom. Sorg er et bevis på, at der har været kærlighed. Det eneste, man skal i sorgen, er at holde den kærlighed i live, men det er åbenbart det eneste, man ikke må i det her samfund. Så skal du have en diagnose, på dansk kommer det til at hedde ‘udvidet sorgdiagnose’.

Vinden er også en slags hær, og vi er hele tiden i kri