Claus Bryld

Men slagtningen af vores store gris på gårdspladsen til jul blev en traumatisk oplevelse. Allerede mens slagteren og hans hjælpere trækker den ud af stalden, skriger den, som om den ved, hvad der skal ske, og den bliver ved med at skrige, efter at slagteren har skåret dens halspulsåre op, hvorved den forbløder i en kaskade af blod, og skrigene langsomt bliver svagere. Det tog lang tid at forvinde skrigene og blodet, selvom jeg selvfølgelig spiste dens krop, da mor og Elleby havde lavet den til flæskesteg og pølser af forskellig slags i køkkenet.

Kendskabet til nazismens ideologi og til mine familiemedlemmer tvang mig til en form for abstrakt tænkning. Jeg måtte jo prøve at forklare, hvorfor de mennesker, jeg havde elsket, ja, stadig elskede, havde tjent så ringe en sag. Denne proces har Ulrich Horst Petersen skildret på en måde, jeg fandt slående, da jeg meget senere i livet læste et af hans erindringsstykker:

”Det er muligt, at Leif Panduro, min halvbror som jeg havde genset på dette tidspunkt, havde ret i at jeg var så optaget af nazismen fordi vores fælles far var død for Tyskland og den tyske sag. Leif yndede at spille rollen som storebror der fortæller lillebror, hvad det hele egentlig drejer sig om! Men naturligvis havde han ret i den forstand, at vi altid kommer til vore åndelige problemer ad de privateste veje, eller rettere: at det, der senere stiller sig for os som åndelige problemer, tidligere har stillet sig ganske primitivt som elementære livsproblemer – hvilket jo ikke forklejner de åndelige problemer, men blot viser at de har rod i livet selv, er en del af det. I hvert fald: at det menneske jeg havde elsket samtidig havde tjent en ringe sag havde så at sige på min krop vist mig, hvor ringe afstanden er fra det vi kalder det normale til de udskejelser, alle nu var enige om at fordømme moralsk. Det var netop denne problemstilling, der optog mig – for hvis Hitler havde kunnet komme til magten var det, fordi afstanden ikke var så stor, og det betød, at han ikke kunne affærdiges som et specifikt tysk intermezzo, der havde sin årsag i en særlig tysk historisk tradition for brutal magtanvendelse og verdensfjern, politikfjendtlig kulturdyrkelse.” (På vej til mig selv, s. 76).

Det førte dog heller ikke til et mere velfungerende eller aktivt parti, og i november 1972 meldte jeg mig endeligt ud af såvel VS som Leninistfraktionen. Jeg var frustreret, men havde også en smule dårlig samvittighed, fordi jeg stadig syntes, det var vigtigt at være politisk aktiv på venstrefløjen. Men det kunne jo også ske på andre måder. Radikalismen bibeholdt jeg – måske genetisk betinget? – men jeg var nu overbevist om, at politiker – det egnede jeg mig i hvert fald ikke til at være. Jeg var både for utålmodig og for stiv i mine holdninger til at kunne indgå i et politisk holdspil.

Forførelse har været meget brugt som forklaring på, hvorfor folk blev nazister, både forførelsen af et helt folk i Tyskland og den individuelle forførelse, for eksempel af en mindre gruppe danskere. Efter krigen kunne man ligesom ikke acceptere, at tilsyneladende rationelle mennesker i demokratiske lande med evne til at tænke selv kunne vælge dette alternativ og dermed gøre sig til en minoritet, som stod i modsætning til stort set resten af samfundet. Hos H.C. og hurtigt også de andre brødre greb propagandaen, selv i en provinsiel aftapning som i Slagelse, fat i identitetens to grundpiller – et personligt ideal at se op til og visheden om at tilhøre et stærkt fællesskab. Langtfra alle ville falde for den, det krævede en autoritær prædisposition, som i deres tilfælde var udviklet i familien og spejderkorpset, der i 1920’erne blev ledet af Cay Lembcke, som senere blev DNSAP’s grundlægger og første fører. Den autoritære disposition fordrede også autoritet, enighed og orden.

Følelser, sårbarhed og bundethed af egen og forældrenes fortid er dog ikke tilstrækkelige forklaringer; hertil kom en intellektuel eller snarere ideologisk sult efter en sammenhængende ideologi, der kunne forene høje, fremtidige mål med handling her og nu. I den norske forfatter Sigurd Hoels roman Mødet ved milepælen fra 1948 søger Hans Berg – i skuffelse over, hvor lidt de humanistiske og kristne værdier kan give ham – mod det intellektuelle miljø af nationalsocialister i Norge og Tyskland. Det får ham til at krydse kridtstregen i synet på forholdet mellem mål og midler. Vil man nå de store mål, må man være i stand til at bruge hårde midler. Måske tvivler han til sidst, og det forbliver et åbent spørgsmål, om han søger døden ved at melde sig som frontkæmper. (Sigurd Hoel: Mødet ved milepælen, 1948. Niels Johan Lavik: ”Nazismens forføreriske kraft”, Nytt Norsk Tidsskrift, 2, 2002).

Fars død var den største sorg i mit liv, og måske blev jeg så stærkt grebet af nazismen som følge af hans død. Jeg mener: Måske kom nazismen og Frits Clausen i nogen grad til at stå i fars sted.

I mange år mente jeg, at jeg af egen drift havde frigjort mig fra mit nazistiske ophav. Det gav en vis selvberoenhed, ikke nervemæssigt, men politisk. Men problemet kan jo lige så godt vendes om: Var mit valg af humanistisk studium og af politisk holdning til venstre for midten i virkeligheden en art selvlegitimering, en mere eller mindre bevidst, opportunistisk tilpasning til det samfund, der havde afvist nazismen? Var jeg blevet nazist, hvis nazismen havde sejret? Blev jeg demokrat og socialist, fordi jeg voksede op i en anden tid og i et andet samfund, der med held integrerede mig i sine værdier? Måske fordi jeg ikke blev efterladt med alt for ømme tænder?

Arthur Koestler, der blev glødende kommunist i 1930’erne, men forlod kommunismen efter Hitler-Stalin-pagten i 1939, skriver i anden del af sine erindringer om de åndelige tømmermænd efter at have forladt troen:

”En tro opstår tilsyneladende spontant, som en sommerfugl, der bryder ud af sin puppe. Men en tros død sker gradvist og langsomt. Selv efter de tilsyneladende sidste bevægelser af de trætte vinger er der endnu en svag krampetrækning tilbage. Enhver sand tro viser denne stædige nægtelse af at dø, uanset om den er rettet mod en kirke, en sag, en ven eller en kvinde. Naturens skræk for det tomme rum gælder også på det åndelige område”. (Arthur Koestler: Skriften på væggen, s. 364).