Claus Bryld

Men slagtningen af vores store gris på gårdspladsen til jul blev en traumatisk oplevelse. Allerede mens slagteren og hans hjælpere trækker den ud af stalden, skriger den, som om den ved, hvad der skal ske, og den bliver ved med at skrige, efter at slagteren har skåret dens halspulsåre op, hvorved den forbløder i en kaskade af blod, og skrigene langsomt bliver svagere. Det tog lang tid at forvinde skrigene og blodet, selvom jeg selvfølgelig spiste dens krop, da mor og Elleby havde lavet den til flæskesteg og pølser af forskellig slags i køkkenet.

Kendskabet til nazismens ideologi og til mine familiemedlemmer tvang mig til en form for abstrakt tænkning. Jeg måtte jo prøve at forklare, hvorfor de mennesker, jeg havde elsket, ja, stadig elskede, havde tjent så ringe en sag. Denne proces har Ulrich Horst Petersen skildret på en måde, jeg fandt slående, da jeg meget senere i livet læste et af hans erindringsstykker:

”Det er muligt, at Leif Panduro, min halvbror som jeg havde genset på dette tidspunkt, havde ret i at jeg var så optaget af nazismen fordi vores fælles far var død for Tyskland og den tyske sag. Leif yndede at spille rollen som storebror der fortæller lillebror, hvad det hele egentlig drejer sig om! Men naturligvis havde han ret i den forstand, at vi altid kommer til vore åndelige problemer ad de privateste veje, eller rettere: at det, der senere stiller sig for os som åndelige problemer, tidligere har stillet sig ganske primitivt som elementære livsproblemer – hvilket jo ikke forklejner de åndelige problemer, men blot viser at de har rod i livet selv, er en del af det. I hvert fald: at det menneske jeg havde elsket samtidig havde tjent en ringe sag havde så at sige på min krop vist mig, hvor ringe afstanden er fra det vi kalder det normale til de udskejelser, alle nu var enige om at fordømme moralsk. Det var netop denne problemstilling, der optog mig – for hvis Hitler havde kunnet komme til magten var det, fordi afstanden ikke var så stor, og det betød, at han ikke kunne affærdiges som et specifikt tysk intermezzo, der havde sin årsag i en særlig tysk historisk tradition for brutal magtanvendelse og verdensfjern, politikfjendtlig kulturdyrkelse.” (På vej til mig selv, s. 76).

Det førte dog heller ikke til et mere velfungerende eller aktivt parti, og i november 1972 meldte jeg mig endeligt ud af såvel VS som Leninistfraktionen. Jeg var frustreret, men havde også en smule dårlig samvittighed, fordi jeg stadig syntes, det var vigtigt at være politisk aktiv på venstrefløjen. Men det kunne jo også ske på andre måder. Radikalismen bibeholdt jeg – måske genetisk betinget? – men jeg var nu overbevist om, at politiker – det egnede jeg mig i hvert fald ikke til at være. Jeg var både for utålmodig og for stiv i mine holdninger til at kunne indgå i et politisk holdspil.