Ståsteder

Alt, som i dag for dig synes så enormt vigtigt, vil forsvinde. Alt det, du har haft og vil opnå, alle dine forhold, alle dine daglige dramaer, forhindringer og bekymringer vil forsvinde sammen med dig. Så hvorfor bruge dit korte liv på at sabotere dig selv? Du er som en ildflue i natten. Dit liv lyser ganske kort op, og så er du væk

Uden døden kunne intet have mening eller værdi, men samtidig er døden selv en konstant trussel mod selv samme mening og værdi, hvilket enhver, der har mistet, kan tilslutte sig. Man kan udtrykke det ved at sige, at døden er en eksistentiel mulighedsbetingelse for mening, men er selv meningsløs.

Bill Brysons En kort historie om næsten alt,

Dette er blot ét eksempel blandt mange andre på, at noget med iboende menneskelig værdi instrumentaliseres, her i en pædagogisk sammenhæng. Efterhånden har barndommen kun værdi i systemets øjne, fordi den gør børn til elever og forbereder dem på at blive „soldater i konkurrencestaten“, for nu at bruge en allerede slidt metafor.6 Selve barndommen underkastes en instrumentalisering, hvor den bliver et middel til at skabe effektiv og innovativ arbejdskraft, så staten kan klare sig i den globale konkurrence.

Frem for alt er bogens ideer tænkt som veje til selvudsigt. Ikke fordi selvindsigt er uvigtigt, men fordi indsigten forudsætter udsigten til menneskelige ståsteder

der er andre værn mod meningsløsheden end adspredelsen – måske skal man endda erkende, at jagten på adspredelse repræsenterer en del af problemet snarere end løsningen

Ud af disse mener jeg også, at vi kan ane konturerne af en filosofisk antropologi – det vil sige en grundlæggende lære om mennesket – der portrætterer mennesket som et forbundet, forpligtet væsen, der dannes i mødet med de andre og noget andet end sig selv. Dette menneske bliver sig selv ikke alene gennem introspektiv selvindsigt, men nok så meget gennem selvudsigt, der ikke mindst skal forstås som udsigt til grundlæggende værdier som repræsenteret ved bogens ti tanker

denne bogs øvelse: at hente ti livsfilosofiske grundtemaer frem med en ambition om at formulere ståsteder for en anti-instrumentalistisk tænkning

I Stå fast karikerede jeg selvhjælpslitteraturen på dette punkt, da bogen – med modsat fortegn – lancerede en kritisk 7-trinsguide til at undslippe afhængigheden af konstant udvikling og omstilling

Noget bliver her anset for at være godt, fordi det „føles godt“ for individet, og noget bliver dårligt, fordi det „føles forkert“. Den passive nihilisme er altså en ren subjektivisme, der reducerer verdens mangfoldige processer og egenskaber til, hvordan de påvirker individet psykologisk, og individet forventes endda at kunne blive herre over denne påvirkning og dermed komme til at gøre sig selv til en gud („det er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tager det“ er ét udtryk for dette). Her ser vi forklaringen på, at selvet har taget Guds plads som centrum i universet, som nævnt ovenfor. Vi tror fejlagtigt, at mening er det samme som individets oplevelse af lykke

Men hvordan overvinder vi nihilismen, hvis vi ikke kan henvise til en gud som garant for mening?13 Selvfølgelig bliver der fortsat henvist til guder i vores samfund, men det vil mange (herunder undertegnede) mene er utilfredsstillende som svar på livets mening. Det flytter jo blot problemet ved at hævde, at der er mening, fordi der er en gud, men det giver ikke svar på, hvori det meningsfulde (ved at Gud vil det) består.14 Dette er på ingen måde et argument imod religiøs tro, men blot en understregning af, at det at henvise til det guddommelige ikke automatisk giver svar på spørgsmålet om mening

Denne bog forsøger at rehabilitere filosofien som en livsform, der kan hjælpe os til at besinde os på det meningsfulde liv.

Kort sagt er bogens tese, at mening i tilværelsen er knyttet til de fænomener, som er et mål i sig selv, og til de aktiviteter, som vi udfører for deres egen skyld (og ikke for at opnå noget andet end aktiviteten selv).

Kort sagt er min kritik af psykologien, at den har været eminent til at hjælpe mennesker til at udvikle sig og „blive sig selv“ ved at lade dem relatere til sig selv gennem diverse psykologiske værktøjer (midlerne), men at den ikke har været særlig god til at skabe for eksempel etisk og social dannelse (målene).8

Denne bog tager udgangspunkt i et paradoks: at rigtig meget – herunder de humanistiske discipliner – netop kan gøre nytte ved at være unyttige. Med det mener jeg, at vi mere end nogensinde før har brug for at markere, at der er andet og mere i tilværelsen end „det nyttige“. Denne erkendelse vil nemlig være nyttig på en dybere, eksistentiel vis. I den forstand vil kunsten, legen, kærligheden og etikken være mest nyttige, når de er unyttige; det vil sige når de ikke tjener noget andet formål end sig selv. Det er på den måde de unyttige fænomener, der kan give os indhold og mening i tilværelsen, og humaniora er vigtig, netop fordi den beskæftiger sig med disse fænomener.

At gøre midler til mål i sig selv er en af de mest skadelige tendenser i det moderne samfund.

Håndværket repræsenterer menneskets evne til at være engageret i tingene, hvilket forudsætter, at man på en måde vover sig frem, kommer ud af sig selv og åbner sig for verden.

At være engageret i den og det andet menneske er også et fundamentalt etisk ideal, som Løgstrup beskriver som den etiske fordring.

Sennett opererer med en meget bred definition af håndværket som en skabende praksis, der har visse standarder for godt fagligt arbejde, som nytilkomne i faget skal føres ind i og med tiden lære at leve op til.

Man skal handle etisk, fordi det er det rigtige at gøre, helt uafhængigt af om man får noget ud af det eller ej.