Efter Gud

’Jeg tror, man kan få mennesket til hvad som helst,’ skrev en af frisindets herolder, Poul Henningsen i 1963, ’gøre det til nazist, kommunist, katolik, protestant, få det til at skyde sine medmennesker, stege sine forældre, prygle sine børn, pine livet af sin kone, tilbede en sten, æde Jesu legeme og blod, lynche sagesløse – sig til hvis jeg har glemt noget. Det er menneskets infame tilpasningsevne, der gør situationen så overmåde farlig –.’

Kosmos, topos, nomos – sted, orden og mening er skabt sammen og fremstår som en sammenhæng for barnet

Ligningen bag synes i kort form at være: overflodssamfund + rettighedsvelfærdsstat + indvandring = kaos

Hulme var træt af den flirten med ’det uendelige’ og ’det grænseløse’, som var målestokken for enhver romantiker. ’Her er roden til al romantik: at mennesket, individet, er et uudtømmeligt reservoir af muligheder; og at hvis man kan omordne samfundet gennem en nedbrydning af den tyranniske orden, så vil disse muligheder få en chance, og man vil få Fremskridt’

Gustave le Bon havde fat i noget, da han skrev, at folk er dummere i masser, end de er enkeltvis. Jeg mener ikke, det gør mig elitær, men måske en kende eremitisk

Der bredte sig i det hele taget et ’formløshedens tyranni’, med en vending fra K.E. Løgstrup, som vi stadig brydes med i dag; siden slut-1960erne har man ikke behøvet at respektere skilte med ’Græsset må ikke betrædes’, til gengæld er det en god idé at se både til højre og venstre, hvis man som fodgænger vil krydse en ensrettet gade.

De fleste andre tog imod de bedre tider med kyshånd. Både arbejderklassen og borgerskabet accepterede hurtigt det tilgrundliggende kompromis, ’det samarbejdende folkestyre’. Det indebar en gensidig anerkendelse: arbejderne accepterede det kapitalistiske system og det liberale marked, borgerskabet accepterede fordelingspolitikken. Siden var den danske befolkning aldrig til fals for ’revolutionen’, selvom det åbenbart uudryddelige højre-venstre-kævl fortsatte

Eksistens går forud for essens, den handlende skaber sin essens gennem sine handlinger, der er ingen anden frelse end den, man selv kan mønstre. Man er, hvad man gør sig til.

Han afviste enhver tanke om universets metafysiske struktur, enhver teologisk forestilling, enhver idé om at ting har essens, altså at alting er, hvad det nødvendigvis må være, at vi ankommer til en verden, der har en særlig, uforanderlig struktur, en fysisk struktur, kemisk struktur, social struktur, psykologisk struktur, metafysisk struktur og teologisk struktur, Gud foroven i den store skabelse, amøben forneden.

Sartre forbandt frihed med engagement, friheden var på én og samme gang et vilkår og et mål. Der fandtes ikke nogen menneskelig natur, individet var tabula rasa. Man var ’dømt til frihed’, som han formulerede det. Men man skulle samtidig ville friheden. Når man greb til handling, tog man ansvar for verden, handlingerne var ikke bare ens egne. Hvad man end valgte at gøre, satte det sit aftryk på resten af verden. For Sartre var frihed den grundlæggende værdi, og man var kun fri, når andre også var det.