Nøglevidnet

hjælpe ham, eftersom han ikke var kendt i området

De havde alle sammen været så optaget af de nøgne mennesker på billederne, at der ikke var nogen, der havde tænkt på at kigge på bagsiden af dem.

“Jeg sidder her ved køkkenbordet med en skive brød og en kop kaffe, mens jeg venter på, at aviserne skal komme om morgenen. De kommer som regel ved halvsyvtiden. Jeg kan se postkassestativet her fra min plads.”
Wisting lænede sig frem og kiggede ud. Han kunne se postkassestativet og bemærkede, at den første journalist var ankommet. En ung fyr med et stort fotografiapparat hængende om halsen stod foran politiafspærringen og snakkede med de to unge konstabler, som i mellemtiden havde fået deres kasketter på. Wisting nikkede og smilede for sig selv, fordi han havde fået irettesættelsen til at lyde som et velment råd.
“Jeg holder både Østlands-Posten, Aftenposten og Vårt Land. Det tager mig næsten to timer at komme igennem dem. Pramm plejer at hente avisen, når jeg er færdig med Vårt Land, det vil sige ved halvnitiden.”
Wisting noterede: dødstidspunkt – lørdag 08.30 til mandag 08.30.
“Jeg så ham lørdag morgen, men hverken mandag, tirsdag eller onsdag. Ja, det vil sige, mandag var jeg ikke hjemme selv, men da jeg hentede posten ved frokosttid om onsdagen, kiggede jeg i hans postkasse og så, at der lå tre aviser der. Da burde jeg have forstået, at der var noget galt.”
Wisting følte det urimeligt, at den pensionerede militærmand skulle bebrejde sig selv det.
“Han kunne jo være bortrejst?”
“Han var sjældent væk,” forklarede Seljesæter og strøg håndfladen over en gul løber midt på køkkenbordet for at glatte en lille fold ud. “I hvert fald ikke natten over. Jeg tror ikke, han havde så mange at besøge. Han var væk en uges tid om sommeren for to år siden. Til tangofestival et eller andet sted på Sørlandet.”
“Tangofestival? Er der noget, der hedder det?”
“Ja,” svarede den gamle mand foran ham og lo lidt. “Det samme spurgte jeg om, men det var vist et stort arrangement med flere tusind deltagere. Jeg tog mig af hans post den uge og kiggede til Pucken.”
“Pucken?”
“Ja, Pramms kat. Jeg gik netop og tænkte på det, mens jeg var i haven i dag. Jeg tænkte på, at hvis han havde været bortrejst, ville han have bedt mig om at tage mig af posten og give Pucken mad. Den stakkels kat har vel været spærret inde i dagevis.”
Wisting forsøgte at berolige den selvbebrejdende mand.
“Der kunne jo være gået endnu længere tid. Det var godt, at der overhovedet var nogen, der reagerede.”
“Ja. Jeg bryder mig ikke om at stikke næsen i andres sager, men der var en ting til.”
“Ja?”
“Normalt sover jeg som en hest,” forklarede Seljesæter. Han rejste sig og snakkede videre, mens han gik over til køkken­skabet og hentede en dåse masseproducerede småkager. “Men sidste nat vågnede jeg ved tretiden og stod op. Det var nok det med Pramms aviser, der bekymrede mig. Jeg har jo ikke så mange andre bekymringer. Det er godt nok en stor hæk, der adskiller vores ejendomme, så jeg kan ikke se ind til Pramm, men i nat bemærkede jeg, at lyset var tændt derinde.”