Jeg havde engang en god ven. Det var Julius. Han prøvede at slå mig ihjel, hver gang vi sås, men det lykkedes aldrig. Det blev nærmest en venskabelig joke.
Jeg ved ikke, hvad der var med ham. I vores barndom var det bare drengestreger, men så slog han sin mor og far ihjel, og det blev umærkeligt til en sygdom af en slags. Han myrdede under tragiske omstændigheder en engelsk millionøse, en argentinsk luder og Lolita, der var så ung, så blød, så impulsiv og ny.
Det kom virkelig som et dybt chok for mig, da han dræbte Miriam og Rasmus og Emma.
Jeg var tom. Julius var mit liv. Han ledte efter et kald, en højere mening med livet. Til sidst skar han sine ofres hoveder af og stillede dem et eller andet pynteligt sted i nærheden af liget. Så forsvandt han, og jeg blev desperat, men jeg fandt ham. Nu dør jeg lykkelig i mit blodrøde narrekostume. De bærer vores kald videre!
«Det kan lyde som en horrorroman og er det på ét niveau også. Men det, der gør en forskel i forhold til mainstream-udgaverne, er Kiddes fabelagtige fortællekunnen: Mundtlig i sit udtryk og gennemsyret af den harske ironi, som er Kiddes signatur i alt, hvad han laver… Han tager os med på en rejse langt ind i det morderiske afsinds begsorte og blodrøde landskab. Det er bestemt ikke nogen fornøjelsestur, men alligevel stiger man ikke af, før den er ved vejs ende.
Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende
En uafrystelig bog Litteratursiden.dk
Julius’ afsind er en vild bog. Den er én lang forunderligt fængende vanvidshistorie om morderisk bersærkergang af islandske sagadimensioner.
Bogvaegten.dk/24timer
