Robinsamse og flugten til Alcatraz

n anden. Først kastede han et par håndfulde sild ud til søløverne. De store dyr pilede rundt i vandet og spiste sildene på ingen tid. Bagefter stak dyrepasseren to fingre i munden og piftede. Søløverne svømmede en sidste runde, og så skød fire glinsende kroppe op af vandet og satte sig på de kunstige klipper. Dyrepasseren kastede ringen. Den største søløve greb den på snuden og vraltede hen og afleverede den til dyrepasseren til gengæld for en sild.

„Ha-ha,“ klukkede Robin. „De ligner fuldstændig de kawaii-numser, du altid tegner.“

Men Samrita hørte ikke efter. Hun kiggede ned i den anden ende af anlægget, hvor der lå en søløve helt alene. Det var først nu, Robin fik øje på den.

Kom nu, Robin, din slaskegøj! Få lidt fart på! Vi skal hen til søløverne!“

Samrita havde fundet en tavle, hvor man kunne læse om alle dagens aktiviteter i zoo. Kl. 12.15: Dyrepasser Frank fodrer søløverne, stod der. Hun tog Robin i hånden og løb af sted med ham. Hvis de skyndte sig, kunne de lige nå det.

Søløverne havde et flot anlæg med et kæmpestort bassin og nogle kunstige klipper, de kunne hvile sig på, når de ikke gad svømme mere. Og så var der en tunnel med en stor glasrude, hvor publikum kunne gå ned og kigge ind til søløverne under vandet.

Der var ikke særlig mange mennesker i zoo sådan en helt almindelig hverdag, så Samrita og Robin fik plads allerforrest.

Dyrepasseren stod allerede inde i anlægget i sine store gummistøvler. Han havde en spand med sild i den ene hånd og en rød plasticring i de

om nu, Robin, din slaskegøj! Få lidt fart på! Vi skal hen til søløverne!“

Samrita havde fundet en tavle, hvor man kunne læse om alle dagens aktiviteter i zoo. Kl. 12.15: Dyrepasser Frank fodrer søløverne, stod der. Hun tog Robin i hånden og løb af sted med ham. Hvis de skyndte sig, kunne de lige nå det.

Søløverne havde et flot anlæg med et kæmpestort bassin og nogle kunstige klipper, de kunne hvile sig på, når de ikke gad

r du ikke overrasket?“ spurgte Robin.

Samrita bed sig i læben for ikke at grine. „Overrasket? Jo, det kan du lige tro, jeg er,“ sagde hun. Robin viste billetterne til kontrolløren, og så gik de igennem tælleapparatet.

„Du troede garanteret, at jeg havde glemt vores sveskedag,“ sagde Robin. Han lød meget stolt.

„Altså, sveskedag som i …?“ spurgte Samrita. Hun ville gerne være helt sikker på, at hun havde forstået det rigtigt.

„Ja, som i den dag, vi blev kærester, selvfølgelig. Hvad ellers?“

„Er det derfor, du gav mig bind for øjnene og førte mig hele vejen til zoologisk have?“

„Ja. Sidste år beskyldte du mig for at glemme den, så i år tænkte jeg: Det skal være løgn. Nu arrangerer jeg en rigtig fin sveskedag for Sammie.“

„Du glemte den altså også,“ sagde Samrita.

„Vel gjorde jeg ej,“ forsvarede Robin sig. „Jeg … kom bare i tanke om den lidt sent.“

„Ja, det kan man i hvert fald ikke sige om i år. I år er du ude i god tid.“ Hun skulle stadigvæk passe på ikke at komme til at grine.

„Ja, ikke? Har du også en sveskedagsoverraskelse til mig?“ spurgte Robin spændt.

„Næh,“ svarede Samrita.

„Hvad??!!“ Robin lød meget overrasket

„Må jeg ikke nok snart tage det af?“ spurgte Samrita.

„Nej, ikke endnu. Vi er der lige om lidt,“ svarede Robin og trak videre med hende.

„Det sagde du også for lidt siden,“ mumlede Samrita.

Hun anede ikke, hvor hun var. Hun vidste bare, at Robin havde givet hende bind for øjnene hjemme i lejligheden, så hun ikke kunne se noget, og taget hende med ned på gaden. De havde snart været rundt i hele byen. Sådan føltes det i hvert fald.

Desværre var Robin rimelig klodset. Han havde allerede styret Samrita ind i både en lygtepæl og et busstoppested, og nu gav han hende også et hårdt skulderskub.

„Hvad skulle det til for?“ spurgte Samrita.

„Der lå noget på fortovet, som du helst ikke skulle træde i,“ grinede Robin. „Forestil dig en kæmpestor schæferhund, som har holdt ædegilde med …“

„Tak!“ sagde Samrita. „Du behøver ikke at fortælle mere.“

Samrita snublede over endnu et par flisekanter, og så stoppede Robin endelig op.

„Okay, nu må du godt tage bindet af,“ sagde han.

„Pyha, det var også på tide,“ sagde Samrita. „Det er altså ikke sjovt at gå rundt med bind for øjnene, når man hele tiden er bange for at støde ind i noget.“

„Men du skal først drejes rundt!“ Robin tog fat i hendes skuldre og drejede hende rundt og rundt, så hun blev helt rundtosset.

„Okay, nu?“ spurgte Samrita. Hun slingrede og var nødt til at krydse det ene ben ind over det andet for ikke at vælte.

„Haha, sveske, du er jo fuld! Har du drukket øl?“ grinede Robin.

„Du kan selv være fuld, sådan som du hele tiden støder mig ind i alt muligt. Men nu gider jeg altså ikke mere.“ Samrita trak tørklædet ned over hagen.

Lyset var meget skarpt efter al den tid i mørke. Hun kunne se nogle store bogstaver på toppen af et hegn, men de hoppede og dansede, så hun ikke kunne læse dem. Hun blinkede et par gange med øjnene og kiggede igen.

ZOOLOGISK HAVE stod der.

Samrita kiggede forundret på Robin.

Han smilede til hende.

„Glædelig sveskedag,“ sagde han glad.

have! Kom, hvilke

allerede tolv!“ Nu lød han faktisk en lille smule fornærmet. „Der er kun tolv timer tilbage af vores sveskedag!“
„To måned og tolv timer, mener du vist.“
„Hvad mener du? Er det måske ikke den 26. i dag?“ Robin var smaskforvirret.
„Jo, sveske, det er det. Den 26. september.“
„Ja, og det er også den, der er vores sveskedag. Den 26. …“ Robin gik i stå.
„Ja?“ sagde Samrita. „Den 26. …?“
Han blev endnu mere ligbleg, end han plejede at være. „November. Vi har sveskedag den 26. november.“ Han havde husket to måneder forkert. Ups.
„Undskyld, sveske. Jeg har klokket i det igen …“
Men Samrita havde allerede slået armene om halsen på ham. „Det er den bedste sveskedagsgave nogensinde!“ sagde hun og kyssede ham. „Fra nu af skal vi holde sveskedag hver måned. Og jeg elsker zoologisk

arrangerer jeg en rigtig fin sveskedag for Sammie.“
„Du glemte den altså også,“ sagde Samrita.
„Vel gjorde jeg ej,“ forsvarede Robin sig. „Jeg … kom bare i tanke om den lidt sent.“
„Ja, det kan man i hvert fald ikke sige om i år. I år er du ude i god tid.“ Hun skulle stadigvæk passe på ikke at komme til at grine.
„Ja, ikke? Har du også en sveskedagsoverraskelse til mig?“ spurgte Robin spændt.
„Næh,“ svarede Samrita.
„Hvad??!!“ Robin lød meget overrasket. Og han så meget skuffet ud.
Samrita syntes næsten, det var synd for ham. Hun havde lyst til at give ham en krammer. Men hun gjorde det ikke. Det var hans egen skyld. Han kunne bare lade være med at være så megasjov at drille.
„Næh,“ sagde hun igen. „Jeg tænker, at jeg har god tid til at finde på noget.“
„God tid?“ Robin så på uret. „Klokken er allerede

Altså, sveskedag som i …?“ spurgte Samrita. Hun ville gerne være helt sikker på, at hun havde forstået det rigtigt.
„Ja, som i den dag, vi blev kærester, selvfølgelig. Hvad ellers?“
„Er det derfor, du gav mig bind for øjnene og førte mig hele vejen til zoologisk have?“
„Ja. Sidste år beskyldte du mig for at glemme den, så i år tænkte jeg: Det skal være løgn

BAG TREMMER

Samrita stirrede ind mellem tremmerne i en af cellerne. Hun var rystet over, hvor lillebitte den var. Der var kun lige akkurat plads til et toilet uden bræt, en håndvask og en smal jernseng.
„Det længste, nogen har siddet i Alcatraz, er 26 år,“ fortalte Robin. „Han hed Alvin Karpis, men det var ikke gangsteragtigt nok, så han blev kaldt ‘Creepy Karpis’ på grund af sit uhyggelige smil.“
Samrita gøs. Hun frøs stadigvæk, men nu var det lige så meget tanken om at være spærret inde, der fik hende til at bæve. 26 år! Hun kunne ikke engang forestille sig, hvordan det måtte være at tilbringe en enkelt